Refleksionsseismik
Refleksionsseismik er en metode, hvormed man kortlægger geologiske laggrænser i undergrunden. Metoden giver således detaljeret information om de enkelte lags geometri og struktur. Måleproceduren består i frembringelse af lydbølger på, eller umiddelbart under, jordoverfladen og efterfølgende registrering af de signaler, som først transmitteres ned gennem jorden og siden reflekteres og transmitteres tilbage til jordoverfladen. Refleksionerne genereres ved grænserne mellem lag med forskelle i lydhastighed og/eller densitet. Styrken af en refleksion fra en grænse mellem to lag bestemmes af refleksionskoefficienten for laggrænsen (R), som er en funktion af lydhastigheden (V) og densiteten (ρ) i de to lag (1) og (2):
R = (V2ρ2 – V1ρ1) / (V2ρ2 + V1ρ1)
Det er ikke udelukkende lithologiske ændringer, som giver anledning til reflekterende laggrænser. Ændringer i aflejringsforholdene kan betyde variationer i lydhastighed og densitet, hvilket giver anledning til refleksioner fra laggrænser mellem lag med samme lithologi. Typisk siger man, at refleksionsseismik afbilder stratigrafiske flader snarere end lithologiske grænser, forstået på den måde, at det er ophold i sedimentation og ændring af aflejringsforhold, der giver anledning til de variationer i hastighed og densitet, som medfører refleksioner. Man kan også sige, at laggrænserne repræsenterer hiati af større eller mindre tidslig udstrækning.
Styrken og tidsforsinkelsen af de reflekterede lydbølger registreres ved jordoverfladen med bevægelsesfølsomme geofoner, som placeres på en lang række. Lydbølgerne kan frembringes ved hjælp af f.eks. en sprængladning, en faldhammer eller en vibrator. Ved at foretage gentagne lydfrembringelser langs rækken af geofoner og registrere de reflekterede signaler kan man ved hjælp af databehandling synliggøre laggrænserne, så de fremstår tydeligt på det endelige seismiske profil. Længdeaksen på et seismisk profil er i meter, mens dybdeaksen er i tovejs rejsetid.
Refleksionsseismik anvendes i stor udstrækning til kortlægning i forbindelse med grundvandsundersøgelser. Metoden er særlig velegnet i forbindelse med problemstillinger, hvor der kræves en god strukturel opløsning, og anvendes blandt andet til kortlægning af udbredelsen af dybe tertiære grundvandsmagasiner i form af afgrænsede deltaaflejringer, begravede kvartære dale og forkastninger. En fordel ved metoden frem for mange andre geofysiske undersøgelsesmetoder er stor indtrængningsdybde kombineret med høj opløselighed. Således kan enheder helt ned til 10-20 meters tykkelse skelnes selv i flere hundrede meters dybde.
Datastruktur
Et seismik-datasæt svarer til mindst én processeret version af de seismiske data (en SEG-Y-fil) og en dertil hørende præsentationsfil i jpg-format (foretrukket) eller pdf-format. Som minimum skal der indberettes dén efterprocesserede stack, som vurderes at være optimal til kortlægningen – denne benævnes final stack. Der anmodes om, at der leveres en migreret stack (migrated stack), som er baseret på den indberettede final stack.
Af hensyn til kvalitetssikring samt eventuelle alternative fremstillinger af de stackede data leveres yderligere to stack-versioner, hvor nærmere specificerede processer er udeladt. Disse benævnes basal stack (basic stack) og ikke-efterprocesseret stack (full stack). Hvis der findes en dybdekonverteret stack (depth converted stack), bedes denne også leveret. Alle stackede seismiske data leveres som SEG-Y-filer med tilhørende præsentationsfiler i jpg-format eller i pdf-format. Et datasæt kan således bestå af op til 5 SEG-Y-filer svarende til 5 forskellige processeringer af de samme data. De stackede data skal leveres således, at CDP-positioner, terrænkoter, seismisk datum, overflademodellen for de statiske korrektioner samt eventuelle generelle tidsforskydninger er indlejret i de seismiske data.
De digitale stackede data ledsages af en beskrivende tekstfil, én StackInfo-fil. Denne indledes med en kopi af RawInfo-filen og efterfølges af en listning af væsentlige elementer i processeringen, samt oplysninger der er nødvendige for udnyttelsen af de digitale stack data. Herunder angives, hvilke informationer der er indlejret på angivne positioner i de seismiske SEG-Y-filer. Endelig skal StackInfo-filen indeholde oplysninger om projektion samt højdesystem. StackInfo-filen skal således indeholde alle faktuelle oplysninger, der er relevante for brugen af de digitale stackdata.
Hvis der findes lydhastighedsfil, bedes denne også leveret. Derudover er det muligt at indberette en processeringsrapport.
For yderligere specifikationer til levering af stackede seismiske data, se Vejledning til kravspecifikationerne for refleksionsseismiske data optaget i forbindelse med hydrologiske undersøgelser.
Et datasæt skal altid knyttes til en seismisk linje i GERDA. Et projekt kan indeholde mange seismiske linjer, hvilket skal forstås som de faktuelt opmålte linjer. En seismisk linje er kendetegnet ved at have et navn, en start- og en slutdato samt have tilknyttet nogle optageparametre og instrumenter (oprettes via indberetningssiden). Der kan godt knyttes flere SEG-Y-filer til samme linje, hvis disse repræsenterer forskellige processeringer eller forskellige segmenter af linjen. Det er p.t. ikke muligt at knytte SEG-Y-filer til flere seismiske linjer. I tilfælde, hvor dette måtte være aktuelt, anbefales det at knytte SEG-Y-filen til den første linje og så vha. notefeltet beskrive, hvilke andre linjer der har været anvendt ved processeringen.
Datastrukturen for seismiske data er skitseret i Figur Se1 samt relateret til feltsituationen og data. Oplysninger, som er generelle for datasættet, indberettes i Dataset-tabellen, mens generelle oplysninger specifikt for et seismisk profil inklusive oplysninger om final stack indberettes i SeiHea-tabellen. Oplysninger om de øvrige processeringer lagres i SeiStackFile-tabellen, og de enkelte CPD-punkter indberettes i SeiCDPPosition-tabellen. Oplysninger om den seismiske linje indberettes i SeiLine-tabellen. Herunder indberettes instrumentoplysninger, optageparametre og rådatafiler i henholdsvis SeiLineInstrument-tabellen, SeiAcquiSet-tabellen og SeiRawdataFile-tabellen.
I dokumentationen for PC GERDA-formatet er alle tabeller og felter beskrevet.