Maringeologisk instrumentpakke
GEUS har en pakke af instrumenter til brug for akustisk opmåling og prøvetagninger både på det lave vand og på store vanddybder. Instrumenterne benyttes både i forskningsøjemed og på kommercielle opgaver. Udstyrspuljen er ligeledes til rådighed for udlejning på kommerciel basis.
Udstyrspakken omfatter blandt andet seismisk udstyr som boomer og sparkersystemer, såvel som sedimentekkolod og ekkolod/multibeam. GEUS er desuden i besiddelse af en vifte af prøvetagere, der spænder fra vibro-, gravitations- og pistonkernetagere til boxcorer og en række forskellige grabprøvetagere. Herudover har GEUS de relevante softwarepakker til indsamling og tolkning af de forskellige data.
En fuldstændig liste over instrumenterne kan ses på linket Maringeologiske Instrumenter.
Maritina
Maritina er GEUS’ 31-fods motorbåd til seismiske undersøgelser, prøvetagning mv. i de indre danske farvande. Maritina er særdeles velegnet til at udføre dagstogter i alle indre danske farvande. Den kan med 2 x 191kw Yanmar-maskiner holde en marchfart på 25 knob under forlægning. Maritina er et godkendt erhvervsfartøj oprindeligt produceret som surveybåd. Den indeholder hydraulikpumpe, spil, beslag og generator til at håndtere både geofysiske instrumenter, computere og mindre prøvetagningsudstyr.
Maritina er forsynet med kraftige bomme og fastgørelser til montage af selv tunge instrumenter som Innomar-sedimentekkolod og Multibeam. Maritina er derfor en meget stabil platform til at levere fuldstændige datasæt til havbundsklassifikation, marin arkæologi, råstofefterforskning eller forundersøgelser til marine konstruktioner. Da store dele af udstyret er monteret permanent, kan projekter igangsættes med kort responstid.