Jordskælvs størrelse
Richter- og Mercalli-skalaerne beskriver størrelsen af et jordskælv. Mercalli-skalaen er den mest brugte intensitetsskala til klassifikation af jordskælvs virkninger på mennesker, bygninger og natur. Richterskalaen er opkaldt efter den berømte seismolog Charles F. Richter fra Californien. I 1935 foreslog han et mål, som på engelsk blev kaldt magnitude. På dansk kom det til at hedde Richtertal.
Mercalli-skalaen
Mercalli-skalaen er den mest brugte intensitetsskala til klassifikation af jordskælvs virkninger på mennesker, bygninger og natur. Den moderne skala bliver fagligt kaldt den modificerede Mercalli-skala, idet californiske seismologer har fundet det formålstjenligt at ændre den til en mere entydig beskrivelse med f.eks. bilers rokken som en del af beskrivelsen, der i virkeligheden er 2-3 gange så omfattende som den korte version, der er gengivet herunder.
Virkningerne af et jordskælv er afhængige af jordskælvets størrelse, dets richtertal, samt af afstanden til jordskælvet og af jordbundsforholdene.
Virkningerne går fra netop følt i trin 2 til komplet ødelæggelse i trin 12. Omkring et jordskælv vil normalt ses et uregelmæssigt mønster af aftagende intensitet fra jordskælvets Epicenter.
Skalaen har 12 trin og kan beskrives i kort form:
- Kun via fintmærkende seismografer erkendes rystelsen.
- Føles af få personer i ro.
- Sammenlignes med forbikørende lastbil.
- Føles af de fleste. Vinduer og døre knager.
- Føles af næsten alle. Mange vågner.
- Møbler bevæges. Enkelte skorstene vælter.
- Skade på middelgode bygninger.
- Møbler vælter.
- Ødelæggelser på middelgode bygninger. Vandledninger knækker.
- Jernbaneskinner bøjes. Jordskred.
- Kun få bygninger bliver stående.
- Komplet ødelæggelse. Genstande kastes op i luften.
Hver gang der finder et jordskælv sted i Rigsfællesskabet, som er kraftigt nok til at blive følt af mennesker, indsamler GEUS oplysninger fra offentligheden om hvordan jordskælvet er blevet oplevet i det berørte område. Oplysningerne bruges til at bestemme jordskælvets intensitet på Mercalli-skalaen.
Richterskalaen
Richterskalaen er opkaldt efter den berømte seismolog Charles F. Richter fra Californien. I 1935 foreslog han et mål, som på engelsk blev kaldt magnitude. På dansk kom det til at hedde Richtertal.
Richterskalaen er en logaritmisk skala. Det betyder, at et jordskælv som måler 6 på Richterskalaen er 10 gange så stort, som et jordskælv der måler 5.
Skalaen er baseret på den observation, at udsvingene på seismograferne bliver mindre jo længere væk, seismograferne står fra et jordskælvs epicenter. Denne afstandsafhængighed er meget nær den samme for forskellige jordskælv. Derfor kan den beskrives med en matematisk formel.
Det betyder, at man kan omregne udsvingene til, hvad de ville have været på en seismograf i 100 km afstand fra jordskælvet, og bruge dem som størrelsesmål. Dette er grundlaget for Richterskalaen.
Samtidig skal udsvingene omregnes til, hvor store de ville være på en Wood-Anderson seismograf. Denne type seismograf var fremherskende i Californien, da Richter udviklede sin skala.
I de mange år siden har Richter og mange andre forskere udvidet målet til at kunne udregnes på grundlag af mange forskellige seismiske bølgetyper, og i forskellige geologiske zoner på jorden. Det viser sig ved nærmere gennemgang, at det giver systematiske forskelle. Derfor er det kun nøjagtigheder på en kvart enhed, der kan tages alvorligt.
De hidtil største Richtertal, der er udregnet, har været for jordskælv omkring Stillehavet på knap 9. De mindste tal, der har nogen interesse, er tæt på 0. Skalaen omtales dog sommetider som den åbne Richterskala, fordi den ikke har fastlagte største- og mindstemål. Mange betegnelser er i brug: mL, mb, MS, Momega, Mw.
Klassifikationen i Richterskalaen anvendes til at udregne energiudladningen i et jordskælv med meget stor usikkerhed. Jordskælvene skal mere realistisk beskrives med flere oplysninger om drejningsmoment, spændingsfald og fokalmekanisme foruden energiudladningen.