Forekomsten af olie og gas i den danske del af Nordsøen afhænger af undergrundens egenskaber og de påvirkninger den er blevet udsat for gennem tiden.
For at beskrive forholdene i undergrunden anvender man bl.a. en række geofysiske og geologiske metoder (strukturel geologi, seismisk tolkning og kortlægning, dybdekonvertering, sedimentologi, stratigrafi, geokemi og laboratorieanalyser), hvor resultaterne samles i en konceptuel geologisk model, en bassinmodel. Når en geologisk model er beskrevet ved hjælp af en bassinanalyse kan man kvantificere modellen, og regne på modellens konsekvenser inden for et givent aflejringsområde og derved påpege nye efterforskningsmuligheder.
Ved hjælp af bassinmodelleringsværktøjer (vi bruger det kommercielle PetroMod©) opstiller man en model ud fra kendte datapunkter, som man så efterfølgende bruger i områder, hvor der ikke er data.
Denne sammenstillede model kan bruges til at prædiktere/forudsige de geologiske forhold, tilstedeværelsen af aflejringsbassiner og eventuelle forekomster af olie, samt til at teste mulige hypoteser i områder, hvor der ikke er direkte data.