GEUS har taget fat på at udvikle et koncept for opbygning af en samlet 3D geologisk model af den danske undergrund. Modellen skal gøre alle eksisterende og nye data og geologiske tolkninger let tilgængelige for offentligheden via én samlet database og på den måde realisere det fulde potentiale af vores viden om geologien for borgere, virksomheder og myndigheder.
En digital 3D geologisk grundmodel for det danske område vil være med til at sikre, at administration, beskyttelse og brug af både grundvand og andre geologiske ressourcer sker på det bedst mulige grundlag. F.eks. vil modellen være til gavn ved udnyttelse af geotermisk energi, varmelagring, vand og råstoffer samt planlægning af kystzoner og store infrastrukturprojekter.
Det er et mål, at modellen integrerer boringer, geofysik, geokemi m.m. med den kvartærgeologiske overfladekortlægning og den marine havbundskortlægning, der løbende udføres og kompileres på GEUS. Samtidig påtænkes tolkninger fra detaljerede lokale geologiske modeller, udarbejdet som en del af den nationale grundvandskortlægning, og viden om den dybere undergrund, indarbejdet i modellen.
Det er også tanken at opbygge en database, der kan lagre den/de udarbejdede 3D geologiske model(ler). Databasen vil skulle håndtere jævnlige opdateringer af modellerne, ligesom et sæt værktøjer vil gøre det muligt at indlæse og udtrække modellerne til/fra forskellige typer af modelleringssoftware. På den måde vil modellerne i databasen kunne holdes opdaterede og øge deres nytteværdi i forsknings-, rådgivnings-, og forvaltningsøjemed.