Hvad viser jordskælvskortet?
Kortet gør det muligt hurtigt at få indblik i bl.a.:
- hvor og hvornår rystelser er registreret
- jordskælvets styrke (magnitude)
- jordskælvets dybde
- seismisk aktivitet over tid
Man kan bl.a. filtrere data efter styrke, dato eller årstal og klikke på hver enkelt registrering for detaljerede oplysninger.
Næsten 100 års seismiske data
GEUS’ jordskælvsdatabase indeholder registreringer tilbage til 1930, altså næsten 100 års data. Dog er der tilbage i tiden langt færre målte jordskælv. Det skyldes ikke, at der var færre jordskælv dengang, men at måleudstyr og måleindsats i dag er markant forbedret, og derfor kan vi opfange langt flere af de rystelser, der faktisk finder sted.
Udover at sørge for viden om jordskælv i Danmark, bruges GEUS’ data også i den internationale overvågning af jordskælv og atomprøvesprængninger og bidrager til mere præcise lokaliseringer.