Når forskere gerne vil vide, hvor meget is, der smelter over tid fra Indlandsisen, bruger de såkaldte ismasker til at beskrive, hvor ændringerne finder sted. De er en form for tidsspecifikke kortskabeloner, der viser hvor i et givent område, der er is, og hvor der ikke er is, og det er vigtigt for at kunne se udviklingen.
Det er dog et meget stort arbejde at udarbejde en ismaske, og derfor er det gennem tiden blevet gjort lidt sporadisk og ved brug af forskellige typer data og med forskellige årstal tilknyttet. Det har gjort, at det faktisk er lidt sværere at lave sammenligninger over længere perioder. Hidtil har man accepteret dette, fordi alle estimater er behæftet med en usikkerhed, og en del af denne usikkerhed har man antaget skyldtes netop brug af forskellige ismasker.
For at imødekomme dette, har man i nogle større studier analyseret en lang række forskellige massebalanceestimater, alle produceret på baggrund af den samme ismaske. Eksempelvis 'the Ice Sheet Mass Balance Inter-comparison Exercise' (IMBIE). Derved har man stadig kunne give et fint billede af en udvikling under fælles accept af at udføre det muliges kunst.
Men! Nu har forskere fra GEUS udarbejdet en ny ismaske, der løbende opdateres med de seneste data, og derfor vil være bedre til at tage højde for udvikling over tid. Sammen med kolleger fra DTU Space og NASA har de sammenlignet en række ældre ismasker med den nye, og det viser et lidt kontroversielt resultat. Det fortæller studiets førsteforfatter Kristian K. Kjeldsen fra GEUS’ Afdeling for Glaciologi og Klima:
”Studiet viser, at estimater af massetabet kan være en smule overestimeret, når de stationære ismasker er benyttet i udregningen i forhold til udregning med den dynamiske udgave, der løbende opdateres.”
Ja, isen smelter stadig
Kristian K. Kjeldsen fortæller, at forskellen på massetabsestimaterne på baggrund af de stationære ismasker og estimatet med den nye, dynamiske ismaske var mellem 1 og 6,8 procent for den nordvestlige sektor af Indlandsisen, holdet undersøgte. Når mere og nyere data medregnes, hvilket alt andet lige må være tættere på virkeligheden, er massetabet altså en lille smule lavere, end de andre ismasker estimerer.
”Det skal imidlertid siges, at det kun er for det nordvestlige område, og altså ikke gælder for hele Indlandsisen. Hvis vi regner det hele sammen, kan det vise sig, at forskellen bliver mindre, men det er endnu for tidligt at sige noget om endnu,” fortæller han.
Dermed er det altså ikke noget, der rykker ved det faktum, at der foregår voldsomme klimaforandringer i Arktis, og at isen mister milliarder af tons hvert eneste år.
”Det her skal altså på ingen måde forstås som, at isen ikke smelter. Det gør den, og den her forskel for en del af Indlandsisen rykker ikke ved det store billede,” slår Kristian K. Kjeldsen fast.
”Derimod er det nu ekstra tydeligt, hvor vigtigt det er fortsat at prioritere løbende monitering og databehandling af Indlandsisen, både hvad angår kortlægning af isranden, men også de andre processer vi arbejder med,” tilføjer Kristian K. Kjeldsen.
Løbende monitering og analysering af data fra Indlandsisen er netop, hvad mange af GEUS’ glaciologer arbejder med. Hver sommer er der talrige felttogter til nære og fjerne dele af Indlandsisen, og resten af året bruges bl.a. på at analysere, behandle og sammenligne de data. Data som altså nu har vist sig ekstra vigtig, når man skal have en ide om, hvor meget is der rent faktisk smelter fra Indlandsisen.
Kristian K. Kjeldsen fortæller, at han og kollegerne regner med, at den nye dynamiske ismaske kommer til at dække hele Indlandsisen i de kommende år.