Biokul kan lagre kulstof i millioner af år

Der har dog hersket usikkerhed om, hvor lang tid biokullet vil være stabilt i jorden, og dermed hvor lang tid det vil kunne lagre kulstof. Inden for nogle forskningsområder har man ment, at kulstoffet i biokul kun er omkring 100 til måske 1000 år om at blive nedbrudt og frigivet. Det er ikke stabilt nok til, at biokul kan fungere som kulstoflager.

Det tidsestimat er imidlertid baseret på en modellering, hvor det geologiske perspektiv ikke er indtænkt. Ifølge Henrik Ingermann Petersen vil tidshorisonten blive en anden, hvis man inddrager den geologiske kulstofcyklus og benytter sig af geovidenskabelige analysemetoder og modelleringsværktøjer til at fremskrive nedbrydningstiden – og det er netop, hvad han og kollegaerne har gjort i den nye forskningsartikel.

”Vi har tidligere påvist, at biokul dannelsesmæssigt og kemisk set er identisk med geologisk bevaret inert kulstof, såkaldt inertinit, som generelt betragtes som det mest nedbrydningsresistente organiske materiale i jordskorpen. I vores nye studie har vi vist, hvordan man kan beskrive biokuls forkulningsgrad ved at bruge den veletablerede viden, vi allerede har om inertinits sammensætning og mikroskopiske egenskaber. I det perspektiv er nedbrydningstiden for kulstof i biokul identisk med inertinit,” siger Henrik Ingermann Petersen. 

Mere præcist viser studiets modelleringer, at det tager omkring 100 millioner år for halvdelen af kulstoffet i biokul at blive nedbrudt – med andre ord er nedbrydningstiden uendelig.

Det ændrer markant billedet af, hvor stabilt biokul er, hvis det er omdannet til inertinit – og dermed kan vurderingen af, hvor anvendeligt materialet er til effektivt at lagre kulstof, komme til revision:  

”Nu ved vi, at lagring af kulstof i biokul er en langtidsholdbar løsning, forudsat at pyrolysen fuldstændig har omdannet biomassen til biokul bestående af inertinit. Vi har vist, at dette kræver en pyrolysetemperatur på 600 grader celsius eller højere. Så nu kan vi begynde at tale mere konkret om, hvor og hvordan vi bedst producerer og bruger biokul som et effektivt værktøj til at nedbringe vores udledning af kulstof,” fortæller Henrik Ingermann Petersen.

Forskerholdet har desuden benyttet såkaldte refleksionsmålinger til at beregne den reelle forkulningstemperatur af biokul, som er den maksimumtemperatur, fragmenterne af biokul har været udsat for. Den værdi kan afvige fra den produktionstemperatur, som producenten opgivet, og det er ifølge Henrik Ingermann Petersen vigtig viden, der har en stor betydning i forhold til at vurdere, hvor effektiv pyrolyseprocessen er. Derved er de nye forskningsresultater med til at hjælpe producenterne af biokul med at optimere deres pyrolyseproces - og i sidste ende sætte skub i den grønne omstilling.