Opgørelser over pesticidstoffer i de almene vandværkers boringskontrol

28-05-2020

GEUS offentliggør fra foråret 2020 hvert kvartal data for pesticidstoffers forekomst i de almene vandværkers indvindingsboringer.

De almene vandværker bruger store resurser på analyse af pesticider i indvindingsboringerne, herunder en række pesticider, som ikke er omfattet af drikkevandsbekendtgørelsens obligatoriske liste. Vores forståelse af pesticidernes forekomst i drikkevandsboringer er derfor under forandring i disse år.

På den baggrund vil GEUS fra foråret 2020 hvert kvartal offentliggøre data for pesticidstoffers forekomst i de almene vandværkers indvindingsboringer. Pesticidstoffer dækker de egentlige pesticider (plantebeskyttelsesmidler), biocider med pesticidlignende egenskaber samt deres nedbrydningsprodukter og synteseurenheder.

Første opgørelse

Ved den første opgørelse er data trukket fra Jupiterdatabasen d. 7/5-2020 og dækker prøveresultater fra perioden 1/4-2019 til 31/3-2020 i det omfang resultaterne var godkendt af kommunerne på udtræksdatoen.

Udtrækket viser, at for dimethachlor er to nye nedbrydningsprodukter (CGA 373464 og CGA 369873) påvist i de almene vandværkers boringskontrol med høje fundprocenter for perioden 1/4-2019 til 31/3-2020.

De er påvist i boringer fra tre områder; Katrinebjerg Kildeplads, Slimminge Kildeplads, Vedbæk. Det skal bemærkes, at antal undersøgte indtag er lavt, hvorfor indtagene ikke kan forventes at være repræsentative for den generelle forekomst af de to nedbrydningsprodukter i grundvandet.

På nuværende tidspunkt er datagrundlaget for CGA 373464 og CGA 369873 i grundvandet sparsomt og forskellige datasæt peger i forskellige retninger.

Ud fra sammenligninger af forekomsten i Miljøstyrelsens 2019-massescreening, i boringskontrollen og i punktkildeundersøgelser virker det sandsynligt, at boringskontrollens meget høje fundprocenter for CGA 373464 og CGA 369873 skyldes, at de få undersøgte indtag i nogen grad er udvalgt ud fra tidligere fund af dimethachlor ESA og derfor har fundprocenter, som ikke vil være repræsentative for boringskontrollen generelt.

Samlet set viser de tre datasæt dog, at CGA 373464 og CGA 369873 sandsynligvis har større udbredelse i grundvandet end forventet ud fra Miljøstyrelsens 2019-massescreening.

Anders Risbjerg Johnsen
Seniorforsker
Geokemi