Det gik verden rundt, da et hold af danske og amerikanske forskere i 2018 ledet af professor Kurt Kjær, Globe Instituttet på Københavns Universitet, offentliggjorde opdagelsen af et nyt, stort meteorkrater i Nordvestgrønland. Det 31 kilometer store krater ligger begravet under Indlandsisen, nærmere bestemt bag en gletsjer ved navn Hiawatha, som derfor også blev kraterets navn. Forskerne var klar over, at krateret måtte være ganske ungt, set med geologiske øjne, men ikke præcis hvor ungt.
Nu afslører nye undersøgelser, at krateret kun er højst 3 millioner år gammelt. Dermed er det nu beviseligt det yngste af de 25 største meteorkratere, man indtil videre kender til på Jorden.
”I kraft af cellestrukturerne i trækul, der er påvirket af varme og tryk fra kraterdannelsen, kan vi nu vise, at krateret må være meget ungt, med en sandsynlig maksimumsalder på 3 millioner år,” fortæller Adam Garde, der er førsteforfatter på studiet og emeritus hos De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS). Artiklen er netop udgivet i tidsskriftet Geology.
Sprængte celler og glasindfattet kulstof
Måden maksimumalderen er fundet på er meget utraditionel ifølge Adam Garde, men også ret smart. Fra gletsjeren foran krateret løber der små smeltevandsfloder ud, og de fører sediment og andet materiale med sig inde fra selve krateret under isen. Forskerholdet tog en række prøver derfra, og i dem fandt de blandt andet en masse rester af forkullet træ.
”Jeg og en af mine medforfattere fra GEUS Jette Dahl-Møller fik undersøgt de her stumper aftrækul under mikroskop, og vi kunne se, at flere af dem viste tegn på at være sprængt indefra, sandsynligvis ved en ekstrem og hurtig varmepåvirkning, der fik fedtstofferne i barkcellerne til at fordampe” forklarer Adam Garde.
”Vi fandt desuden mange små stykker choksmeltet glas, som både indeholdt chokpåvirkede mineraler og en masse kulstof. Kulstoffet kunne ikke være kommet ind i glasset, medmindre det også selv var blevet chokpåvirket og splittet ad i bittesmå stykker, der blev blandet med det smeltede materiale fra nedslaget,” siger han.
Efter flere forskellige andre analyser af trækullet følte forskerne sig derfor overbeviste om, at det forkullede træ måtte være blevet forkullet ved nedslaget og ikke ved naturlige skovbrande, som ellers også kunne have været en forklaring.