Det lyder lidt som noget fra en arktisk Indiana Jones-film, men den er god nok: Lige nu er forskere på ekspedition i det øde Nordøstgrønland for at udforske ældgamle aflejringer i form af drypsten i uudforskede huler på et bjerg i en gletsjer. Det er et projekt, som kan bidrage med ny viden om de klimaforandringer, vi er midt i. Og selvom drejebogen til feltarbejdet er mindre dramatisk end til en actionfilm, er det nu spændende nok – ikke mindst hvis du spørger Peter Frykman, som er seniorforsker ved GEUS i Afdeling for Geoenergi og -lagring og en af de geologer, der inden længe tænder pandelampen og træder ind i hulernes mørke.
Utilgængelig lokation
De omtalte huler ligger på C.H. Ostenfeld Nunatak; et bjerg, som rager op midt i Wordie-gletsjeren på 74 grader nord, mere end 20 kilometer fra randen af Indlandsisen. Man kan kun komme dertil med helikopter, og blandt andet derfor har de ikke været udforsket siden 1977, hvor de blev opdaget – faktisk af en ekspedition, som var ledet af Peter Frykman selv.
”Dengang undersøgte vi kun nogle få af de yderste gange i det tilgængelige hulesystem og kun med belysning fra blitzen fra et par kameraer. Vi turde ikke gå mere end omkring 20 meter ind, men der var flere tunneller, som fortsatte længere ind. Observationerne er derfor meget sparsomme, så det bliver interessant at komme tilbage og kunne se nærmere på det,” siger han.
Vigtig viden om fortidens klima
Nogle få af de fotos, som blev taget for 46 år siden, viser mineralske aflejringer i form af tydelige små drypsten i loftet af en af hulerne. Blandt andet derfor er der ifølge Peter Frykman grund til at tro, at der findes flere og større drypsten andre steder i hulesystemet. Så denne gang har forskerne forberedt sig grundigt på at kunne gå endnu længere ind for at kunne udforske og indsamle data fra de ældgamle aflejringer. De er dannet, fordi regn- og smeltevand igennem tusindvis af år er sivet ned gennem loftet i hulerne og har udfældet mineralet calcit – det vil sige, at vandet er fordampet og har efterladt sig et fast stof, som med årene vokser sig til stalagmitter og stalaktitter (henholdsvis hængende og stående drypsten).
Ved at udtage og analysere prøver fra aflejringerne kan forskerne få vigtig viden om fortidens klima fra en periode før den sidste istid og måske helt op til 800.000 år tilbage. Til sammenligning kan data fra iskerneboringer i Indlandsisen ”kun” fortælle os om klimaet op til 130.000 år tilbage i tiden.
Forbedrede klimamodeller
Disse ældre data fra drypsten er derfor yderst gavnlige for klimaforskningen. De kan bruges til at kalibrere og forbedre de klimamodeller, som forskerne anvender til at fremskrive klimaforandringer – og potentielt kan nye data belyse Indlandsisens udvikling og dermed også gøre os klogere på fremtiden for Grønlands indlandsis.
”Vi forventer, at resultaterne fra undersøgelserne kan bidrage til at forbedre eksisterende klimamodeller, som så med større sikkerhed kan bruges til at forudsige fremtidige klimaændringer i Arktis. Vi vil også få mere at vide om, hvilke effekter klimaforandringerne vil have på havniveaustigninger og ustabilitet af permafrost,” fortæller Peter Frykman.
Han vurderer, at selvom der ikke er nogen garantier for at finde store mængder af drypsten, vil selv nogle få data – sammen med andre typer af materialer indsamlet fra feltarbejdet – have stor interesse for klimaforskningen.