NB: Nyheden er blevet redigeret for en fejl i masseangivelse; det korrekte tal for afsmeltning fra Indlandsisen er 110 billioner, ikke 110 billiarder, som der oprindeligt stod her i nyheden.
Selvom hele verden besluttede ikke at tilføre med CO2 til atmosfæren fra i dag og dermed bremse den globale opvarmning, vil der stadig med sikkerhed smelte cirka 110 billioner tons is fra Indlandsisen. Hvilket vil svare til en global, gennemsnitlig havniveaustigning på minimum 27 centimeter.
Det er netop blevet offentliggjort i tidsskriftet Nature Climate Change i et nyt studie ledet af glaciologer fra De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS). Ved at se på klimaet i Arktis fra år 2000 til 2019 og den ubalance, det har skabt i Indlandsisen, kan de regne ud, at isen uvægerligt vil rette op på denne ubalance ved at tabe 3,3 procent af den nuværende masse. Svarende til tallet herover.
Tallet er endda lavt sat, fortæller hovedforfatteren bag det nye studie, professor Jason Box fra GEUS’ Afdeling for Glaciologi og Klima.
”Det er et meget konservativt estimat, et ’rock-bottom minimum’. Højst sandsynligt er der tale om over det dobbelte inden for dette århundrede, hvis vi er realistiske,” siger han og uddyber:
“I det højst sandsynlige scenarie, at den globale opvarmning kommer til at fortsætte, vil Indlandsisens bidrag til havniveaustigningen også stige. Hvis vi tager det ekstreme afsmeltningsår 2012 og sætter som en hypotetisk standardsituation for klimaet senere i århundredet, vil massetabet fra Indlandsisen mere end fordobles til 78 cm,” siger han.
Det er vel at mærke kun Indlandsisen, forskerne har regnet på, ikke iskappen i Antarktis eller andre gletsjere rundt om i verden, som sandsynligvis også kan komme til at bidrage med væsentlige mængder smeltevand, men hvor dynamikken er usikker.
Foto: Professor Jason Box tager isprøver fra Indlandsisens overflade under den aktuelle snegrænse om sommeren (Foto: GEUS)
Ismodellerne kan ikke følge med
Det er helt nyt, at forskerne kan sætte et ikke-til-diskussion minimumstal på afsmeltningen fra Indlandsisen. Et tal, som ikke beror på højst usikre computermodeller over sammenspillet mellem is og klima, men på faktiske målinger af isen indhentet med satellitter og egne observationer over de sidste to årtier.
På den måde har forskerne nu samlet datapunkter nok til at kunne se, at der i de sidste to årtier er sket en udvikling i isens årlige tilførsel og tab af masse, som simpelthen ”kræver”, at isen mister minimum tre procent af sin masse til havet. Ellers går fysikken simpelthen ikke op.
Den radikalt anderledes måde at gøre tingene på har ifølge Jason Box allerede skabt stærke reaktioner i forskningsverdenen, og er ekstremt vigtig som supplement til model-estimaterne.
”Isflow-modellerne på det her område er ikke klar. Det her er en alternativ måde at gøre det på, som har manglet,” siger Jason Box.
Han understreger, at bagsiden af medaljen er, at den alternative udregning ikke giver et præcist tal på, hvor hurtigt afsmeltningen går.
”For at få det her minimumstal har vi måttet give køb på tidsfaktoren i udregningen. Men vores observationer tyder på, at størstedelen af den forudsagte havniveaustigning vil ske i det her århundrede.”
Foto: Indlandsisens snedækkede overflade over den aktuelle snegrænse om sommeren på feltarbejde ved GEUS' klimastationer (Foto: GEUS)
Kredsløbet af sne og is
Rent praktisk har glaciologerne kigget på ændringer i grænsen mellem det område af Indlandsisen, der taber masse, og områder der ikke gør. Isen smelter nemlig ikke ens over det hele, men taber primært masse langs kanterne i de lavereliggende, varmere områder. Længere inde på isen er det for koldt til, at mængden af smeltet is og sne udligner mængden af nyfalden sne. Grænsen mellem området med og uden netto afsmeltning kaldes snegrænsen – ovenfor den grænse smelter vinterens sne ikke væk om sommeren, men bliver liggende og bliver med tiden til ny is.
Hvor grænsen går, ændrer sig lidt fra år til år. En varm sommer kan betyde, at grænsen flytter sig længere ind på isen, så smelteområdet forøges. Så forsvinder der ekstra meget masse fra isen det år. Et år med en snegrænse langt ude ved kanterne vil være ensbetydende med, at der ikke smelter lige så meget.
Figur: Indlandsisen er i ubalance og derfor vil snegrænsen i de kommende år flytte sig længere op på isen. Det betyder samtidig, at et isen taber masse fra et større areal, og vil minimum svinde 3,3 procent ind for igen at være i balance (Figur: GEUS)
Snegrænsens placering er vigtig, fordi den sne, der falder på isen om vinteren med tiden bygger sig op til ny is, hvis den ellers får lov at blive liggende og ikke smelter. Altså en genopfyldning der kan erstatte den is, der smelter hver sommer ved kanterne. Sådan foregår det i hvert fald i et stabilt klima. Tiltagende varmt klima betyder, at sneen smelter længere inde på isen, så den sne kommer til at mangle i regnskabet i årene frem. Den bliver ikke til ny is, og så opstår der et underskud eller en ubalance.
Det er denne ubalance i regnskabet, Jason Box og kollegerne nu efter en årrække kan udregne effekten af. Isens opbyggede gæld, og hvad det vil ’koste’ at betale den tilbage. Ved hjælp af viden om isens fysik fra satellitter og andre observationer kan de regne sig frem til den gennemsnitlige snegrænse, der vil skulle indfinde sig for at bringe isen i ligevægt igen. En snegrænse, der ligger et godt stykke længere inde på isen, end den gør i dag. At opnå den nye balance vil medføre, at isen taber 3,3 procent af sin masse som absolut minimum – hvilket giver de 110 billioner tons is. Eller minimum 27 cm havniveaustigning.