Gennem de seneste to år har De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS) ledet fire feltkampagner til den grønlandske Indlandsis i forbindelse med eftersøgningen af den manglende flymotordel. Indsatsen har været på vegne af den danske og franske havarikommission og baseret på GEUS’ store erfaring med arbejde på isen og i Grønland.
“Eftersøgningen involverede mere end 13 uger i Grønland med syv ugers lejr på indlandsisen og arbejde i et område med gletsjerspalter til fods, på snescooter og med robot. Arbejdet foregik også om natten og med risiko for isbjørne i temperaturer ned til -35°C og vind op til 25 m/s og vindstød op til 32 m/s,” fortæller lederen af feltarbejdet Ken Mankoff, der er seniorforsker ved GEUS.
Forberedelser til feltarbejdet involverede yderligere feltarbejde i Island, Schweiz, Sverige og Danmark, hvor sensorerne blev testet og der blev trænet til arbejdet i områder med gletsjerspalter.
Succes
Og indsatsen gav pote. Eftersøgningen begyndte med et område på 3 x 5 km i Sydgrønland, men fokuserede ind på få punkter identificeret af en overflyvningseftersøgning foretaget af det franske rumfartslaboratorium ONERA.