Ildkuglen over Nuuk

05-04-2019

Torsdag den 3. januar lyste en meteor himlen op over Nuuk. Meteoritten endte sandsynligvis i havet, men har du fundet en usædvanlig sten i området, hører GEUS gerne fra dig.

Video fra Søværnets skib Lauge Koch viser, hvordan meteoritten lyste himlen op.
Video fra Søværnets skib Lauge Koch viser, hvordan meteoritten lyste himlen op.

Baseret på øjenvidneberetninger, fotos og videooptagelser fra Nuuk og fra inspektionsfartøjet Lauge Koch er det mest sandsynligt, at ildkuglen startede øst for Nuuk og fortsatte vestover forbi Akia (Nordlandet), inden den endte i havet.

Ildkuglen indgår ikke i den nyligt opdaterede liste over betydelige ildkugler fra NASA’s center for studier af objekter tæt på Jorden. Det betyder, at lysstyrken fra ildkuglen har været for lille til at komme på NASA’s liste. NASA har adgang til satellitobservationer, som ikke er frit tilgængelige.

Magnetisk sten med smelteskorpe

Hvis man tror, at man har fundet en meteorit, er der nogle særlige kendetegn, man kan kigge efter.

”Når man finder en friskfalden stenmeteorit, vil den været dækket af en såkaldt smelteskorpe på ca. 0,1 mm. Smelteskorpen dannes ved afsmeltningen i atmosfæren, når stenen bremses ned fra en hastighed på mange gange lydens hastighed til få hundrede kilometer i timen. På vejen ned flyver det smeltede af pga. den meget høje hastighed – typisk omkring 20 km/s. Når meteoritten efter få sekunder er bremset ned til lydhastigheden, ophører afsmeltningen, og den sidste smelterest fryser fast på meteorittens stadig iskolde indre,” fortæller Henning Haack, meteoritekspert ved Maine Mineral Museum.

Mange meteoritter indeholder desuden metallisk jern og vil derfor tiltrækkes af en magnet. Omkring 6 % af de meteoritter, der falder på Jorden, er jernmeteoritter, der, som navnet antyder, primært består af jern. De er meget tunge og tiltrækkes kraftigt af magneter.

Kontakt GEUS, hvis du finder en meteorit

”Vi har ikke modtaget direkte fotos eller videoer af ildkuglen, kun refleksioner i en rude og tydelig skyggedannelse fra lyset. Det er derfor ikke muligt for os at afgøre, om mindre dele af ildkuglen endte på Akia. Skulle der være nogen, der finder specielle sten på Akia, er vi derfor meget interesserede i at høre fra dem,” siger Simon Mose Thaarup, der er geolog ved GEUS' kontor i Nuuk.

Hvis du tror, at du har fundet en meteorit, kan du se denne Youtube-video, der viser eksempler på de forskellige typer meteoritter og på sten, der ofte forveksles med meteoritter.