Nyt EU-superkonsortium skal sikre Europas forsyning med råstoffer

11-12-2014

EU sætter råstofferne højt på agendaen med en ny stor milliardsatsning. GEUS er med i det vindende konsortium RawMatTERS, som skal sikre Europas fremtidige forsyning med mineralske råstoffer samt skabe vækst og arbejdspladser.

European Institute of Innovation and Technology (EIT) ønsker en såkaldt KIC (Knowledge and Innovation Community) om råstoffer og har netop offentliggjort, at konsortiet, der har vundet opgaven, er 'RawMatTERS', et paneuropæisk partnerskab med mere end 100 partnere fra 22 lande i EU bestående af ledende partnere dækkende industri, forskning og uddannelse.

KIC RawMatTERS får sit hovedkvarter i Berlin med co-location-centre i Wrocław (Polen), Espoo (Finland), Leuven (Belgien), Luleå (Sverige), Metz (Frankrig) og Rom (Italien). Det vindende konsortium har en bred ekspertise over hele værdikæden for mineralske råstoffer og betragtes som det stærkeste partnerskab nogensinde i råstofsektoren.

GEUS vil være partner i det nordiske co-location-center i Luleå. GEUS' primære kompetencer i værdikæden ligger i mineralefterforskning, materialekarakterisering, risikostyring, biologisk forarbejdning og miljømonitering. Desuden vil GEUS bidrage med stærke kompetencer i værdikædeanalyse og forhold vedrørende knaphed, sårbarhed og bæredygtighed i mineralproduktion og forbrug. GEUS har særlig ekspertise i Grønland såvel som bredt i Arktis.

Administrerende direktør Johnny Fredericia udtaler: "Vi er glade og stolte over at være en del af et sådant fremragende europæisk konsortium og ser frem til samarbejdet med vores partnere. Vi er sikre på, at denne KIC vil styrke uddannelse, forskning og innovation indenfor råstofområdet i fremtiden og bidrage til forsyningssikkerheden for råstoffer i Europa."

For yderligere baggrund se EIT's pressemeddelelse.

Her kan du læse en kort beskrivelse af EIT Raw Materials med liste over de mange samarbejdspartnere.


 

Statsgeolog Karen Hanghøj
Telefon20 18 33 66