Grundvandsovervågning 2002 - grundvandet fortsat påvirket af overfladeaktiviteter

03-12-2002

Grundvandsovervågningen for 2002 viser, at der er problemer med nitrat, og der kan blive problemer med arsen på grund af sænkede grænseværdier. Pesticider er et udbredt problem.

Den årlige rapport med oplysninger om grundvandets tilstand, "Grundvandsovervågning 2002", er nu på gaden.

Det er foreløbigt ikke muligt at erkende tydelige udviklingstegn i nitratindholdet i det unge grundvand (dannet efter 1950), der overvåges i grundvandsovervågningen. Grænseværdien på 50 milligram/liter nitrat er overskredet i ca. 17% af alle undersøgte boringer. I boringer med iltholdigt grundvand er middelværdien for nitrat uændret ca. 50 milligram/liter.

I 2001 trådte nye og lavere grænseværdier for drikkevand i kraft for en række uorganiske sporstoffer. Det betyder at der kan forventes problemer med at overholdet kvalitetskravet for eksempelvis arsen. Grænseværdien for nikkel er uændret men stoffet er fortsat et problem og antallet af vandværksboringer, hvor kvalitetskravet for drikkevand overskrides, er stigende.

Grundvandet er fortsat præget af brugen af pesticider. Igennem hele overvågningsperioden er der fundet pesticider eller nedbrydningsprodukter i 40% af de undersøgte boringer. I vandværksboringer er der i de sidste 5 år konstateret pesticider eller nedbrydningsprodukter i godt 30% til trods for at der hvert år lukkes mange vandværksboringer med fund.

En undersøgelse af pesticider i små vandforsyninger har vist, at der er fundet pesticider og/eller nedbrydningsprodukter i mere end halvdelen af de undersøgte anlæg og at grænseværdien er overskredet i ca. hver tredje. I ca. 10% af de undersøgte vandprøver er der fund på mere end 10 gange grænseværdien på 0,1 mikrogram/liter.

Yderligere oplysninger: Geolog Lisbeth Flindt Jørgensen, tlf: 38 14 25 67, e-mail: lfj@geus.dk