Hovedbjergarten, som du ser på Blå Stens skuldre, består af båndet og sliret mellem- til grovkornet gnejs. De hvide striber består af plagioklas og kvarts (70 %), og de sorte striber består af amfibol (30 %). Bjergarten kaldes en leuco amfibolit, og den opstår, når dybbjergarten kvarts diorit kommer under højt tryk.
To lodrette bånd præger stenen i midten. De består af en sort og fin- til mellemkornet bjergart. Bedste bud er bjergarten granodiorit. Granodiorit minder om granit men domineres af mineralerne kvarts og plagioklas og er næsten uden kalifeldspat.
Det er muligvis bjergarten granodiorit, der præger Blå Stens to centrale lodrette bånd.
Den stribede struktur, som ses på Blå Stens sort/hvide skuldre, kaldes foliation. Ordet 'foliation' kommer fra det latinske 'folium', der betyder 'blad, hvilket hentyder til tynde, plane lag; som siderne i en bog. Foliation opstår ved trykpåvirkning, hvor mineralerne orienterende sig vinkelret på trykretningen, og skub eller stræk, hvor mineralerne orienterede sig parallelt med skub- eller strækretningen.
Ptygmatiske folder og Boudinage er pølsesnak i naturtarm for de fleste. Begreberne dækker over strukturer, du kan prøve at finde i Blå Sten .
Boudin betyder pølse på fransk, men som geologisk term hentyder det til pølselignende strukturer, der ligner forbundne cocktailpølser, når fænomenet ses i tværsnit i en sten eller i blottet grundfjeld. Den appetitvækkende struktur dannes, når bjergarter med forskellige lag strækkes dybt i jordskorpen. De bløde lag strækkes blot og bliver stribede (foliation). De mellemliggende hårde lag knækker og trækkes fra hinanden til stave, der ligger på tværs af strækretningen, men i tværsnit på langs af strækretningen leder de tanken hen på sammenbundne pølser. Forestil dig en klapsammenmad med franskbrød og pålægschokolade imellem. Uden smør, og chokoladen må ikke være solskinsvarm! Hvis du tager godt fat med begge hænder om sådan en lækkerbisken og trækker i hver sin retning, vil det elastiske brød strækkes, mens chokoladen knækker.
Ptygmatiske strukturer snor sig som blodårer eller tynde gange gennem en bjergart på en kaotisk og tilfældig måde uden sammenhæng med den fremherskende stribning, som kendetegner en gnejs. De ptygmatiske folder kan, når de er flottest udviklet, ligne meandrerende floder på overfladen af en sten. Ptygma er græsk og betyder fold, og folderne opstår, når et stift lag i en blødere sidebjergart trykkes sammen. I Offerstenen i Østjylland ses også ptygmatiske folder.
Rønnernes uendeligt mange sten stammer fra Yoldia-leret, der blev aflejret i et ishav, der bredte sig foran indlandsisen i slutningen af sidste istid. Stenene kom sejlende med isbjerge fra Vestsverige og Sydnorge og dumpede ned i den lerede havbund, når de smeltede fri.