Skovlide-stenen består af mellem- til grovkornet homogen massiv rødbrun granit. Den får sin farve fra rødbrun, semitransparent kalifeldspat, der er hovedbestanddelen, med kornstørrelser mellem 5 og 10 millimeter. Hvidgul plagioklas når sjældent kornstørrelser over 5 millimeter. Korn af lys grå kvarts er sværere at finde, da de blot er et par millimeter store. Hist og her ses rustne pletter, der antagelig er magnetit, som er jernholdig. Biotit ses jævnt fordelt, men i begrænset mængde. Den sorte biotit er stedvist forvitret, hvorved den får guldskær.
Et bud på mængefordelingen af de identificerede mineraler kunne være:
- Kalifeldspat - rødbrun – 50%
- Plagioklas – hvidgul – 25%
- Kvarts – lys grå – 15%
- Biotit – sort – 8%
- Magnetit – rustfarvet – 2%
Skovlide-stenen har skurestriber på to sider. Tydeligst på sydvestsiden væk fra søen, hvor striberne står stejlt omkring 30 grader fra lodret. På nordøstsiden er stribningen mere diffus og omtrent vandret. Stenen lå i det østjyske moræneler med den side ned, der har de tydeligste skurestriber. Så den blankslebne sydvestside var underside, før den blev trukket op på overfladen og rejst på højkant i 2018. De tydelige striber på sydvestsiden følger stenens længderetning. Den nuværende nordøstside – mod søen – var op og der, hvor ploven skrumlede på. Vi ved desværre ikke, i hvilken retning skurestriberne var orienteret, før stenen blev flyttet og rejst på højkant.
Yngste isfremstød, der nåede Østjylland under sidste istid, kom fra øst og sydøst og dannede den Østjyske Israndslinje. Den markante israndslinjer følges fra Mols Bjerge og sydover langs Østjyllands østkyst blot en 20–30 kilometer inde i landet. Skovlide ligger få kilometer øst for den Østjyske Israndslinje, hvor indlandsisens rand stod for 19.000 til 18.000 år siden. Isfremstødet kom fra østersøegnene, og det er derfor mest oplagt at søge efter Skovlide-stenens oprindelsessted på de kanter. Granitten, som stenen består af, har imidlertid ingen særlige kendetegn, som kan stedfæste dens oprindelse i det skandinaviske grundfjeld. Den er ingen ledeblok. Vi kommer ikke et oprindelsessted nærmere end, at det muligvis findes et sted langs den sydsvenske østkyst op til Ålandsøerne.
De to skurede sider er parallelle. De følger sandsynligvis en oprindelig opsprækning, der herskede i det grundfjeld, stenen stammer fra. Forklaringen på den tosidede stribning er måske den, at stenen først har siddet fastfrosset i sålen af indlandsisen, som har trukket stenen hen over et underlag med sand, grus og sten. Herved blev undersiden skuret blank. På et tidspunkt kørte stenen fast i underlaget. Isen slap, men fortsatte hen over stenen. Herved blev stenen sleben blank på oversiden. Skurestriber viser isens bevægelsesretning. Da skurestriberne på daværende over- og underside ikke er parallelle, må stenen have drejet sig i forhold til isbevægelsesretningen, da den kørte fast i det omkringliggende moræneler.
I.C. Møller Stenen ved Fredericia har også skurestriber på to sider.