I.C. Møller Stenen består af en homogen, massiv, enskornet og grovkornet bjergart, der er rødspættet med rødvinsrøde plamager 1-2 cm store. Ved nærsyn med lup iagttages to feldspatter: en vinrød, stedvis semitransparent feldspat, der ligner granat, og dels en bleg grågrøn feldspat. Grå kvarts findes også. Dermed kan bjergarten klassificeres som en granit.
I.C. Møller Stenen har ikke bare flotte skurestriber. Den har helt utroligt flotte skurestriber og så endda på to sider. Den minder om en høvlet træklods! Da stenen blev fundet og endnu sad uforstyrret i det østjyske moræneler, lå den med den ene flade skurede side op. Desværre ved vi ikke, hvilken side var op, og hvilken var ned.
Men vi ved, at skurestriberne var orienteret fra sydøst mod nordvest. Og desuden, at skurestriberne peger i samme retning som stenens længderetning. Indlandsisen har drejet stenen, da den kørte fast i underlaget ved isens sål, så længderetningen blev orienteret parallelt med isens bevægelsesretning. Stribningen viser, at indlandsisen har bevæget sig hen over stenen fra sydøst. Et tredje retningsantydende fænomen findes i et par sejlformede brud, der ses på stenens østside oppe og til venstre, hvor stenen spidser til. De seglformede brud er aflange og bueformede og ligger på tværs af skurestriberne med buen pegende i samme retning, som isen bevægede sig.
Mest sandsynligt har stenens nuværende østside været op, da stenen endnu lå uforstyrret i moræneleret, og isbevægelsen har været nedefra og op.
De følger sandsynligvis en oprindelig opsprækning, der herskede i det grundfjeld, stenen stammer fra. Forklaringen på den tosidede stribning er måske den, at stenen først har siddet fastfrosset i sålen af indlandsisen, som har trukket stenen hen over et underlag med sand, grus og sten. Herved blev undersiden skuret blank. På et tidspunkt satte stenen sig fast i underlaget, isen slap, men fortsatte hen over stenen. Herved blev stenen slebet blank på oversiden.
Striberne følger omtrent stenens længderetning. Når stenen kører fast i underlaget ved isens sål, orienteres den efter isens bevægelsesretning, så den yder mindst modstand for isen, der bevæger sig hen over. Fænomenet kendes fra sten i alle størrelser og bruges af geologer til at bestemme isbevægelsesretninger ved undersøgelser af moræneaflejringer i kystklinter og profilvægge i grusgrave.