Myter og religion
Alle, der levede i området var klar over, at Kangia havde betydning for hele verden, for her opstod solen og månen.
Beretningen om deres skabelse er historien om en bror, Anningat, og en søster, Ajut. Før de blev måne og sol, boede de to ved isfjorden. Deres forvandling skyldes, at Anningat begærede sin smukke søster, og han blev ved med at jage Ajut, indtil de begge blev suget op i luften, hvor han, månen, stadig jager hende, solen.
Fortællingen er en del af inuits mytologi og religion. Skønt solen er drivkraften i verden, er månen den dominerende person i myterne. Han er mere foranderlig end noget andet himmellegeme, når han vokser, bliver rund og svinder ind for helt at blive væk for en tid. I Vestgrønland mente man, at månen i den periode var nede på det isdækkede hav for at fange sæler. At månen fremkalder tidevandets skiften og har indflydelse på kvindernes menstruation, var en iagttagelse, man havde gjort alle vegne i Grønland.
Inuit mente, at verden var todelt i en synlig verden, som alle kan se med det blotte øje, og en usynlig verden, som kun kan ses af mennesker, der har det indre lys. Angakkoq'erne, åndemanerne, kunne få deres indre lys til at erstatte det normale syn, så de kunne se det skjulte. Angakkoq'en kunne ikke se begge verdener klart på samme tidspunkt. Men når han under seancen lod trommen gå, kunne han rette sit indre lys mod et andet menneske og se personens skjulte verden og indre tilstand, der kunne være dårlig og kræve behandling.
De dygtigste angakkoq'er kunne berejse den usynlige verden. De to verdener var indbyrdes forbundne, og det var livet i den anden verden, som satte betingelserne i den synlige verden, manifesteret gennem himmellegemernes bevægelser og årstidernes skiften.
Alle inuit i Grønland havde stort set samme opfattelse af deres livsvilkår. Når folk fra nær og fjern mødtes, kunne de underholde hinanden med fortællinger og deltage i samme åndemanerseancer uden problemer med forståelsen.
De gamle fortællinger
Inuit skelnede skarpt mellem nyere og gamle fortællinger. De nyere handlede om begivenheder, som man havde hørt om på anden eller tredje hånd fra den, som havde oplevet tingene. De gamle fortællinger var derimod overleveret fra forfædrene gennem mange generationer og skulle i modsætning til de nyere genfortælles uden de mindste ændringer.
At fortællingerne alligevel udviklede sig, er uundgåeligt i en mundtlig tradition. Man kan opdage ændringerne ved at sammenligne forskellige varianter, som blev nedskrevet i kolonitiden. Hver fortæller havde sin personlige stil, men det afgørende var, at fortælleren fortalte sin version, sådan som han eller hun selv havde opfattet den. Kravet var ikke en ordret gengivelse, men en genfortælling med ubetinget respekt for forlægget.
Ideen var, at de gamle fortællinger rummede forfædrenes visdom, som for alt i verden ikke måtte gå tabt. De fjerne forfædre, som levede, da verden fik sin endelige udformning, blev opfattet som stærkere og klogere end nutidens mennesker. De havde medvirket til, at verden blev, som den er. De gamle havde fundet ud af, hvordan man skulle leve med hinanden og med fangstdyrene, hvis verden skulle bestå og livet fortsætte for børn og børnebørn i al fremtid.