Landet under og omkring isen

Grundfjeldet i Grønland består af sammensvejsede blokke af jordskorpe fra urgamle bjergkædefoldninger, hvoraf de ældste er ca. 3,9 milliarder år gamle og de yngste 1,8-1,6 milliarder år. Området omkring Kangia er dannet i den seneste del af perioden.

Det prækambriske grundfjeld domineres af lyse, foldede gnejser og granitter med bånd og indeslutninger af glimmerskifer og mørke basiske bjergarter. Grundfjeldet kan ses langs hele den isfrie del af Vestgrønland og Sydgrønland, men er skjult under Indlandsisen i langt den største del af landet.

Øst for hovedstaden Nuuk findes nogle af verdens ældste bjergarter i Isua, hvor fjeldet indeholder 3,9 milliarder år gamle aflejringer. Der er spor efter en meget tidlig dannelse af vulkanske bjergarter, og der er urgamle sedimenter fra havbunden, hvor det tidligste spor af liv på Jorden er fundet i form af kulstof fra mikroorganismer.

Allerede på dette tidspunkt er der foregået en kontinentdannelse og pladetektoniske bevægelser. I grundfjeldskjoldets kerne sluttede bjergkædedannelsen for 2,5 milliarder år siden, mens randområderne blev påvirket af forskellige yngre bjergkædefoldninger. Samtidig blev der også dannet ny jordskorpe, der blev til nye kontinenter, som voksede sammen med de eksisterende landmasser. Grundfjeldet mellem Kangerlussuaq og Disko Bugt indeholder både gamle genfoldede bjergartskomplekser og yngre bjergarter, der er opstået dybt nede i jordskorpen.

Sammen med Nordamerika udgjorde Grønland for 1,6 milliarder år siden et stort nordamerikansk kontinent, Laurentia. På det tidspunkt var foldningen af prækambriske bjergkæder i Grønland stort set afsluttet, og grundfjeldsskjoldet var hævet og delvis nederoderet. Den senere udvikling knytter sig især til skjoldets randområder, hvor senere dannede bjergarter er bevaret i Nordgrønland, Østgrønland og dele af det centrale Vestgrønland.

I Nordgrønland og Nordøstgrønland blev der for 400-350 millioner år siden dannet to store foldebælter langs med kysterne.

^{Lagserie fra Nuussuaq Bassinet med deltaaflejringer og marine aflejringer.
Foto: C.T.R. Pulvertaft}

^{I løbet af de sidste 500 millioner år har Grønland langsomt bevæget sig mod nord – fra troperne til den nuværende beliggenhed i Arktis. Tallene angiver tid i millioner år før nu. Illustration: Henrik Klinge Pedersen, GEUS}

I tiden efter de yngre bjergkædefoldninger domineres Grønlands geologiske udvikling af dannelsen af sedimentære bassiner langs med randen af grundfjeldsskjoldet, hvor der blev aflejret 5-10 kilometer tykke lagserier.

I dag findes der rester af aflejringerne ved kysterne og på Grønlands kontinentalsokler under havet. På Disko og Nuussuaq nord for Disko Bugt ligger der et sedimentært bassin, som blev dannet for 120-60 millioner år siden. Bjergarterne omfatter både aflejringer fra floder og søer såvel som marine sedimenter, som blev aflejret ud for den daværende kyst.

For 60-55 millioner år siden førte pladetektoniske bevægelser til en åbning af Atlanten, hvor Østgrønland blev adskilt fra Norge og Nordeuropa, mens Labrador Havet og Davis Strædet opstod mellem Canada og Vestgrønland.

Oceanbundsspredningen blev ledsaget af en voldsom vulkansk aktivitet langs brudzonerne, og vulkanismen afsatte kilometertykke lagserier af lavaer, som i dag findes nord for Disko Bugt i Vestgrønland og i den centrale del af Østgrønland. Tilsvarende lavalagserier danner også store dele af bunden under de omgivende havområder ud for Vestgrønland og Østgrønland.

^{Geologisk kort over Grønland. Illustration: Helle Zetterwall}

En stor del af det eroderede materiale fra Sermeq Kujalleq og Kangia er gennem tiderne blevet aflejret på havbunden, men der findes også morænerygge på land. De veludviklede morænerygge snor sig gennem landskabet fra den ene fjord til den næste, og de strækker sig næsten ubrudt fra Qasigiannguit og Ilimanaq i syd via Isfjeldsbanken til mundingen af Paakitsoq fjord.

Morænerne kan deles i to systemer. De første moræner blev afsat for 9500 år siden, da det relative havniveau stod 60-70 meter over det nuværende havniveau. De senere moræner blev dannet for 8000 år siden, da det relative havniveau var 35-50 meter over det nuværende.

Morænerne og de ringe vanddybder over Isfjeldsbanken tyder på, at den kalvende front af Sermeq Kujalleq dengang var betydelig mindre end i dag, og produktion af kalvis må have været tilsvarende mindre.

Moræneryggene blev dannet under pauser i israndens tilbagetrækning eller under et kortvarigt fremstød. Ved isranden blev der også dannet kameterrasser og israndsdeltaer. Alle tre landskabsformer kan ses i områder nær den nuværende isrand, hvorfra isen er forsvundet i løbet af de seneste 150 år.

^{De største moræner i Ilulissat-området er angivet med de røde streger. Morænelandskaber, som er dannet ved isens tilbagetrækning, er lyserøde. Havaflejringer er vist med blåt og søaflejringer med grønt. Den tidligere udbredelse af gletsjeren i den ydre del af fjorden i midten af det 19. århundrede er vist med blågrå skravering. På kortet ses de danske navne for Qasigiannguit (Christianshåb), Ilimanaq (Claushavn) og Ilulissat (Jakobshavn). Klik på billedet for stor udgave. Illustration: GEUS-kort, GEUS}

^{Randmoræne i højlandet nord for Kangia (Jakobshavn Isfjord) med en person på toppen. Morænen er en del af et system af israndsaflejringer og erosionsformer, der strækker sig fra Isfjeldsbanken og nordover. Foto: R. Beschel, GEUS}

Når isdækker forsvinder, hæver landet sig. Tegn på landhævning kan ses mange steder i Europa og Nordamerika. Höga Kusten (også på Verdensarvslisten) i Sverige er et enestående eksempel. Under istiden blev landet trykket ned af det Fennoskandiske isdække, som dækkede store dele af Nordeuropa. Isdækket var 3 kilometer tykt og pressede jordskorpen i det centrale Skandinavien mindst 800 meter ned.

Grønland er en nutidig analogi til Höga Kusten, fordi den 3 kilometer tykke Indlandsis trykker de indre dele af Grønland ned i en grad, der kan sammenlignes med presset på det centrale Skandinavien under sidste istid. Området omkring Kangia kan minde om et kystområde i Sverige under istiden, bortset fra at de isfrie kyster har hævet sig, fordi Indlandsisen er blevet mindre.

^{Snit tværs gennem Grønland, der viser Indlandsisens tykkelse. I de centrale dele overstiger tykkelsen 3 km. Bemærk at de dybeste dele ligger under havniveau. Flydelinjerne angiver, hvordan isen bevæger sig fra de indre dele ud mod randen. Illustration: Carsten E. Thuesen, GEUS}

Efter istidens kulmination for 21.000 år siden er verdens isdækker enten forsvundet eller skrumpet i størrelse, og smeltevandet har fået vandstanden i verdenshavene til at stige med 135 meter.

I de tidligere nedisede, men nu isfrie dele af Grønland er landet blevet befriet for isens vægt, og jordskorpen er hævet. I Vestgrønland er kysterne hævet mere end havets overflade. Havaflejringer og kystaflejringer, der ligger over det nuværende havspejl, vidner om landhævningen.

Den højeste kystlinje efter istidens afslutning ligger i den vestlige del af Ilulissat-området, 70 meter over det nuværende havniveau. Der er hævede havaflejringer flere steder, for eksempel ved Sermermiut, hvor der findes sand med skaller af marine muslinger.

^{Kort over Grønland der viser landhævninger. Illustration: Carsten E. Thuesen, GEUS.}