Det siges, at kun en tiendedel af et isfjeld stikker op over havet. Men da gletscheris indeholder mange luftbobler, udgør den del, der stikker op over vandet snarere omkring en syvendedel af det samlede rumfang. Indholdet af luftbobler og morænemateriale påvirker dog de enkelte isfjeldes dybgang. I isfjorden kan man nu og da se isfjelde med en tung last af grus og sten. Hvis isen indeholder mange sten, bliver isfjeldet tungt, og så er det kun en lille del, der rager op over vandet. Desuden spiller vandets saltholdighed en rolle for, hvor dybt isfjeldene stikker. Jo mere salt, jo tungere er vandet, og jo mere af et isfjeld vil række op over overfladen.
Efter kalvningen begynder smeltning og erosion af isfjeldene, hvilket normalt går langsomt i arktiske farvande. Varm luft og solstråling fører til smeltning af den del af et isfjeld, som stikker op over vandet. Under vandoverfladen smeltes isfjeldet af varmt saltvand og eroderes af bølgeslag. Processerne foregår med forskellig hastighed forskellige steder på isfjeldet, som derfor kan blive ustabilt og vælte rundt.
Når isfjeldene slipper ud af isfjorden, driver de videre ud gennem Disko Bugten til det åbne ocean. Nogle isfjelde driver syd om Disko, mens de fleste driver nord om øen og kommer ud i Davis Strædet mellem Grønland og Canada. Her møder isfjeldene den Vestgrønlandske Strøm, der fører dem mod nord op langs den grønlandske kyst. Længere nordpå bliver isfjeldene ført af havstrømmene over mod Canada, hvor de fanges af Baffin Strømmen og Labrador Strømmen og driver mod syd.
Mange af de store isfjelde driver så langt sydpå som til 40° nordlig bredde, før de smelter. Isfjeldene fra Kangia har altid udgjort en fare for skibstrafikken på de nordatlantiske ruter, og det var sandsynligvis et af disse isfjelde, som blev Titanics skæbne i 1912.