Fjeldmark: Planterne vokser spredt på fjeldmarker, hvor der er langt fra den ene grønne tue til den anden, fordi der ofte er for tørt eller for blæsende, eller fordi jordbunden kan være så grovkornet, at den ikke kan holde på fugtigheden. Men alligevel er der næsten altid blomster, når man kigger efter, ofte endda mange arter, fordi konkurrencen mellem arterne er minimal. Ofte ses snedraba og fjeldpryd, begge med hvide blomster, den citrongule fjeldvalmue og den smørgule snehvid potentil med hvide bladundersider. Vardefrytlens små mørke hoveder er også hyppige på fjeldmarker.
En række spændende jordfænomener forekommer på åben jord, for eksempel polygonjord, hvor jorden sprækker i polygoner med det grove materiale langs kanterne og det fine materiale i midten. Under tøbruddet er midten af polygonen blød og klistret, fordi smeltevandet ikke kan trænge ned i den permafrosne jord. Senere på sommeren tørrer jorden ud, og man kan atter færdes på stedet. Planter, som kan overleve på den slags 'levende' jord har brug for særlige evner. Grynstenbræk er en af dem. I stedet for blomster danner planten snesevis af små knopkorn, som løsnes fra blomsterstanden og spirer med det samme i den bløde jord.
Snelejer: Steder, hvor sneen ligger særligt længe, kaldes snelejer. Vækstsæsonen er kun fire til seks uger lang. Resten af året tilbringer planterne under et tykt og beskyttende lag af sne. I snelejer træffes mosser, laver og dværgpil, hvis grene er skjult i jorden, så kun bladene og blomsterstandene rager op over jordoverfladen. Hanplanterne har gule blomsterstande og hunplanterne røde. Moslyng findes i de mere hedeprægede snelejer. Andre karakteristiske urter er den enårige dværgranunkel med små gule blomster, mælkebøtte og fjeldsyre. Af fjeldsyre kan man tilberede en herlig frugtsuppe:
Pluk et stort bundt stængler og kog dem i en gryde, indtil alle stænglerne er blevet bløde. Si saften fra og tilsæt sukker efter behag.