Kan vores viden bruges til noget?

Der er stor forskel på, hvor hyppigt tsunamier forekommer rundt om i verden. Langt de fleste jordskælv forekommer i Stillehavet, og her er der da også registreret op mod 800 tsunamier i løbet af det seneste århundrede. I det Indiske Ocean forekommer der ca. en stor tsunami hvert århundrede, og i Atlanterhavet forekommer tsunamier endnu sjældnere. Det skyldes, at jordskælvene i Atlanterhavet generelt er for små til at skabe tsunamier. Middelhavet har langt større risiko for tsunamier end Atlanterhavet pga. jordskælv i havet ud for Italien, Grækenland, Tyrkiet og Nordafrikas kyster.

Tsunamier kan også dannes ved undersøiske vulkanudbrud, hvor dele af vulkanen kollapser, eller ved undersøiske jordskred eller nedslag fra meteorsten og asteroider. Eksempelvis var den forrige alvorlige tsunami i det Indiske Ocean i 1883 forårsaget af et udbrud på vulkanøen Krakatau ved Java.

I Atlanterhavet og omkring Nordeuropa er risikoen for, at en tsunami dannes på grund af undersøiske jordskred og kollaps af undersøiske vulkaner, faktisk meget større end på grund af jordskælv. Stillehavet overvåges allerede nu af Pacific Tsunami Warning Center på Hawaii, og i det Indiske og Atlantiske Ocean arbejdes der på at få et varslingssystem installeret.

I Stillehavet udsendes en tsunamiadvarsel ca. 15 minutter efter et stort jordskælv. Det kan ikke gøres meget hurtigere, for rystelserne fra jordskælvet skal først nå ud til seismograferne, hvorfra data sendes til en central computer, der beregner jordskælvets epicenter og Richtertal. Ved Sumatra-jordskælvet opfangede højdemålingssatellitter, som beskrevet tidligere, for første gang tsunamien i det Indiske Ocean, og man overvejer, om satellitter kan indgå i fremtidens globale varslingssystem.

Man kan selv lære at genkende naturens faresignaler i forbindelse med tsunamier. De første tegn på, at en tsunami er på vej, er ofte harmløse, men giver op til adskillige minutters livsvigtig tid til at flygte fra kysten og lavtliggende områder.

Det første tegn på en tsunami er enten, at vandet pludselig trækker sig meget langt tilbage i forhold til normalt, eller at vandstanden pludselig stiger udramatisk til et godt stykke over normalt niveau.

Den livsfarlige mur af vand kommer først 10-30 minutter senere, når den forreste del af bølgen er blevet indhentet af den bagerste del af bølgen, og den tid kan man bruge til at redde sig i sikkerhed væk fra kysten.

Der er på nuværende tidspunkt ikke nogen, som kan forudsige, nøjagtig hvor og hvornår der kommer et stort jordskælv. Men noget kan vi gøre. Vi ved, hvor kanterne på lithosfærepladerne befinder sig, og vi ved, at det er langs kanterne, de store jordskælv forekommer.

Seismologer (jordskælvsforskere) har systematisk kortlagt jordskælv i mere end 100 år og har samlet oplysninger om alle kendte jordskælv længere tilbage i tiden. Jordskælvskortene kan fortælle os, hvor ofte et område 'plejer' at blive ramt af kraftige jordskælv. Oplysningerne kan bruges til at beslutte, hvor solidt det er nødvendigt at bygge huse, hospitaler, broer, fabrikker, skoler mv., så de ikke styrter sammen under det næste store jordskælvs rystelser.

I velstående områder, som f.eks. Californien og Japan, bruges der store beløb på at jordskælvssikre bygninger. I fattige lande er der sjældent råd til ordentlig jordskælvssikring, hvilket har katastrofale konsekvenser, når et stort jordskælv rammer.

Japan er kendt og berygtet for at være et af de steder, hvor de kraftigste og fleste jordskælv forekommer. Her har man taget den nyeste teknik til sig og har installeret ca. 1200 permanente GPS-stationer – man skal regne med, at en permanent GPS-station koster en halv million kroner.

Hver eneste dag indsamles over 24 millioner GPS-observationer fra disse 1200 stationer, så man kan overvåge, hvordan landet har ændret sig det seneste døgn. I Californien har man installeret et tilsvarende system med ca. 800 GPS-stationer.

Ideen bag metoden er meget enkel: Vi ved, hvor meget pladerne i gennemsnit flytter sig i forhold til hinanden, og vi kan måle med GPS, hvor meget pladerne har flyttet sig ved de seneste jordskælv. Ud fra den viden kan vi regne ud, hvor meget bevægelse (spænding) der er 'opsparet' langs pladernes kanter. De steder, hvor spændingerne er størst, vil risikoen for jordskælv også være størst.

Desværre kan denne type forudsigelser på nuværende tidspunkt hverken fortælle os, nøjagtig hvor og hvornår der kommer et stort jordskælv, kun, hvor risikoen er forøget.

Engelske forskere brugte den nye metode til at forudsige et stort efterskælv til Sumatra-jordskælvet. I det meget anerkendte tidsskrift Nature fortalte de den 17. marts 2005, at der var stærkt forøget risiko for et nyt stort jordskælv tæt på det første.

Den 28. marts 2005 blev Sumatra rystet af et kraftigt efterskælv, som målte 8,7 på Richterskalaen. Jordskælvet havde sit epicenter kun 165 km fra det første jordskælv og lå indenfor den zone, som englænderne havde udpeget til at have høj risiko.

Men selvom metoden virkede i dette tilfælde, har vi brug for mange flere eksempler, før vi kan sige, at det ikke var tilfældigt, at forskerne ramte rigtigt.

Jordskælv udløser en voldsom energi, kraftigere end noget, vi mennesker kan skabe. Rystelserne fra jordskælv bruges til at kortlægge Jordens indre struktur.

Når jordskælvsbølgerne bevæger sig gennem Jorden, kan vi bruge dem på samme måde som en røntgenlæge, der gennemlyser sin patient. Vi er helt afhængige af informationer fra jordskælv, hvis vi vil kende Jordens struktur dybere end ca. 50 km.

I det gamle Sovjetunionen brugte man atombomber (Peaceful Nuclear Explosions) til at kortlægge Jordens struktur i mere end 700 kilometers dybde, men den metode bruges ikke længere.