Fire meget små rystelser i Kattegat

06-10-2022

GEUS' seismologer har konstateret fire meget små rystelser nord for Læsø.

Rystelserne er alle konstateret i internationalt farvand, men i den danske eksklusive økonomiske zone.

Der er tale om to rystelser tirsdag den 4. oktober kl. 10.41 med ca. 30 sekunders mellemrum og to rystelser onsdag den 5. oktober kl. 03.26, ligeledes med ca. 30 sekunders mellemrum. Alle rystelser er målt til mellem 0,7 og 0,9 på Richterskalaen. 

GEUS vurderede umiddelbart, at der var tale om naturlige jordskælv. Rystelserne er dog meget små, og da signalerne er så svage, kan GEUS efter videre analyse ikke med sikkerhed bestemme, hvad der er årsag til de seismiske signaler.

GEUS er i tæt dialog med relevante danske myndigheder. Det bemærkes i den forbindelse, at rystelserne er konstateret i områder, hvor der ikke findes dansk kritisk infrastruktur, og at myndighederne i øvrigt følger situationen i farvandene i og omkring Danmark tæt.