GEUS’ seismografer har som tidligere udmeldt registreret sprængninger i Østersøen mandag d. 26. september kl. 02.03 (1. sprængning) og kl. 19.03 (2. sprængning), hvor både tidspunkter og lokationer passer med gaslækagerne fra Nord Stream 1 og 2.
De svenske seismologer ved Uppsala Universitet har offentliggjort, at de med forbehold muligvis har fundet signalet fra en 3. sprængning oven i signalet fra den 2. sprængning, der skete kl. 19.03 den 26. september.
GEUS’ seismologer har ligeledes genanalyseret data for det pågældende tidspunkt og har med samme forbehold muligvis fundet signalet fra en 3. sprængning oven i signalet fra den 2. sprængning, der skete kl. 19.03 den 26. september.
Seismologerne har forbehold ift. analysen, da signalerne fra den mulige 3. sprængning også kan være refleksioner fra den 2. sprængning, der skete kl. 19.03 den 26. september. Hertil vil yderligere analyser måske frembringe mere viden.
Hvis der er sket to sprængninger kl. 19.03 den 26. september, er det sket inden for få sekunder efter hinanden og geografisk tæt på hinanden.
GEUS har ikke registreret, at der er sket sprængninger i Østersøen siden natten til mandag d. 26. september kl. 02.03 og mandag d. 26. september kl. 19.03, hvor både tidspunkter og lokationer passer med gaslækagerne fra Nord Stream 1 og 2.