Dalumstenen

På afstand er Dalumstenen umiskendeligt rød. Tættere på opløses stenens farver i røde og gule mineralkorn, hvor de røde klart er størst og flest. Imellem rødt og gult kiler mindre korn sig ind helt glasklare eller hvide og helt sorte. Oversat til mineralogisk består Dalumstenen af disse mineraler.

• Rød alkalifeldspat: 50%
• Gul plagioklas: 20%
• Glasklar og hvid kvarts: 20%
• Sort biotit og/eller hornblende: 10%

De glasklare kvartskorn står frem og lyser op, for kvarts er et hårdt mineral. De sorte mineraler derimod ligger i gruber, for både glimmermineralet biotit og amfibolmineralet hornblende er bløde mineraler. Afgrænsningen mellem kornene er skarp og tydelig.

Dalumstenen kommer nok fra Småland. Netop store og røde korn af alkalifeldspat kendetegner granit fra Småland. Odins Øje var et af mange forslag, da TV2/Fyn indbød fynboerne til navngivning. Valget faldt som bekendt på Dalumstenen. En enkelt feldspatkrystal lyser op seks til syv cm i diameter og synes værdig til navnet Odins Øje.

Et andet kendetegn for smålandsgranitter er blå eller blågrå kvarts. Se for eksempel Stævnstenen ved Gudenåen eller Musestenen i vandkanten ved Faxe Bugt. De har blåtonet kvarts. Her kan Dalumstenen ikke være med. Så helt sikre på Dalumstenens ophav i Det Skandinaviske Grundfjeld er vi foreløbig ikke.

Den store stens orientering giver praj om, fra hvilken retning den kom. Aflange sten – store som små – har det med at indrette sig efter gletsjerens strømningsretning i zonen, hvor is møder underlag. Præcis som et skib for anker drejer sig op mod strømmen i strømfyldt farvand, når det fortøjes i stævnen.

Gletsjere bevæger sig kun én vej, og det er fremad! Aflange sten lægger sig ofte parallelt med strømmen og i mange tilfælde med ryggen hældende en smule mod strømningsretningen. 

Eksempler på det ser du hos Dammestenen på Østfyn og Høvængestenen på Lolland.

Dalumstenen peger direkte mod øst med en lille drejning mod syd. Yngste isfremstød over Fyn kom netop fra øst og sydøst. Sydøstisen, som isstrømmen kaldes, kom fra Østersøegnene, hvilket er endnu et fingerpeg om, at Dalumstenen nok var svensker, før den blev fynbo.

Fyn blev isfrit i slutningen af istiden for omtrent 17.000 år siden, og Dalumstenen lå herefter indkapslet i den fynske lerjord angiveligt lige under overfladen eller måske med ryggen akkurat over. Hvornår så Dalumstenen dagens lys igen, efter den var smeltet fri fra det vigende isskjold?

Stauning skulle angiveligt have vist interesse for stenen i 1939. Han så muligheder i den som monument. Så på det tidspunkt må den være frigravet. Dalum Klosterkirke, der ligger klos op ad udgravningen med stenen, blev bygget i 1930. Det synes oplagt, at al den virak og leben på byggepladsen kunne have ført til afsløring af kæmpestenen, der ligger mindre end 50 m fra kirkens nordfacade.

Sct. Hedvig Søstrene overtog bygninger og have i 1906. Mon stenen lå blottet, da nonnerne flyttede ind?

Haveanlægget, hvori stenen indgår, bærer præg af 1800-tals mode. Så måske blev den frigravet der og nød allerede solens varme og frisk luft omkring sig fra engang i 1800-tallet.

Eller måske tidligere?

Christian 4. overdrog klostret til sin svigermor Ellen Marsvin i 1620. Kongen var gift Ellens datter Kirsten, som han fik en større børneflok med. Børnene blev opdraget på Dalum Kloster, hvor Kong Firtal ofte kom på besøg. Skulle granitstenen med sit formodede svenske ophav have ligget blotlagt dengang som nu, kunne den sagtens have været centrum i en leg, kaldet ”indtag Sverige”. Eller været fregat på vej til søslag. Oplagt opdragelse af en kongelig børneflok!