Dansk biokulforskning danner grundlag for nye EU-regler

23-02-2026
Nyhed

De første EU-regler for permanent kulstoflagring er nu på plads, og metoden for biokul tager afsæt i forskning fra GEUS og Aarhus Universitet.

Mikroskopbillede af inertinit – den ekstremt stabile kulstofstruktur, som forskerne bruger som reference for at fastlægge, hvornår kulstof i biokul kan betragtes som permanent bundet. Foto: Sanei et al., International Journal of Coal Geology (2024).

Hvordan dokumenterer man, at kulstof i biokul faktisk er bundet stabilt – og hvor længe?

Det spørgsmål har siden 2023 været omdrejningspunktet for et forskningssamarbejde ledet af De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS) og Institut for Geoscience på Aarhus Universitet (AU). Resultatet er en metode, som nu er indarbejdet i EU’s første fælles standard for permanent kulstoflagring.

Implementeret i EU’s regulering

Den 3. februar vedtog EU-Kommissionen de første fælles metoder for permanent kulstoflagring. For biokul bygger den vedtagne metode direkte på den tilgang, som forskergruppen fra GEUS og Aarhus Universitet har udviklet og publiceret internationalt.

”Der har manglet en præcis og dokumenterbar måde at skelne mellem stabilt og mindre stabilt kulstof i biokul. Med vores metode kan vi sætte tal på, hvad der reelt kan betragtes som permanent kulstoflagring,” siger Hamed Sanei, professor ved Institut for Geoscience på Aarhus Universitet.

EU’s metode anvender de samme måleprincipper, begreber og beregningsmodeller, som forskerne beskrev sidste år i tidsskriftet International Journal of Coal Geology. Dermed indgår den danske metode i EU’s officielle standard.

”At metoden nu indgår i EU’s regler, er en tydelig anerkendelse af forskningsarbejdet. Det betyder, at der nu findes en fælles og videnskabeligt funderet standard for, hvad der kan tælle som permanent kulstoflagring,” siger Henrik Ingermann, professor ved GEUS.

Arbejdet indgår samtidig i et projekt, som GEUS gennemfører for Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet i samarbejde med Aarhus Universitet (Institut for Geoscience og DCE – Nationalt Center for Miljø og Energi) samt Teknologisk Institut. Her udvikles en model for, hvordan biokul kan indarbejdes i Danmarks nationale emissionsopgørelse og klimafremskrivninger.

Faktaboks – hvad er biokul?

Biokul dannes ved såkaldt pyrolyse, hvor biologisk materiale opvarmes ved høje temperaturer uden ilt. Materialet anses som en mulig ’langtidsopbevaring’ af overflødigt kulstof fra atmosfæren, altså CO2, som bindes i biokullet. Biokul kan være meget stabilt, men ikke alt kulstof i biokul er nødvendigvis lige modstandsdygtigt over for nedbrydning.

Hvis biokul skal indgå i klimaregnskaber og certificeringsordninger, kræver det derfor en metode, der kan dokumentere, hvor stor en andel af kulstoffet der reelt er permanent bundet.

Ny geovidenskabelig metode

Konkret har forskerne udviklet en metode, der kan sætte tal på, hvor stor en del af kulstoffet i biokul der er så stabilt, at det kan blive liggende i jorden i meget lang tid.

Kernen i metoden kaldes random reflectance-analyse. Det betyder, at man i mikroskop måler, hvor meget lys små, tilfældigt udvalgte biokulpartikler reflekterer. Man kan sammenligne det med at lyse på en overflade. Jo mere ordnet og tæt materialet er, desto mere lys kastes tilbage. I biokul hænger den målte refleksion sammen med, hvor robust kulstoffets struktur er. Jo mere ordnet strukturen er, desto sværere er det for naturen at nedbryde den.

Ved at måle på mange partikler får forskerne et samlet og pålideligt billede af, hvor stabilt biokullet er.

Men hvornår er kulstoffet stabilt nok til at kaldes permanent? Her har forskerne taget udgangspunkt i inertinit – naturligt trækul, som dannes i nutidige skovbrande og som blev dannet i skovbrande for millioner af år siden og i dag findes i gamle aflejringer. Inertinit er kendt for at være ekstremt stabilt og fungerer derfor som en slags målestandard.

Med den reference har forskerne defineret et såkaldt Inertinite Benchmark (IBRo2%). Det angiver den andel af kulstoffet i biokul, der har en refleksionsværdi over 2 procent – samme niveau som inertinit. Den andel kan betragtes som permanent bundet.

Metoden gør det dermed muligt at sætte en klar og videnskabeligt funderet grænse for, hvornår biokul reelt fjerner CO₂ på lang sigt og giver et fælles grundlag for regulering og klimaregnskaber.

Faktaboks 

Metoden og beregningsgrundlaget er publiceret i:

International Journal of Coal Geology 310: “Quantifying inertinite carbon in biochar” 

Forskningen er primært udført som en del af INNO-CCUS-projektet BIOCHSTA, som er ledet af GEUS. Projektet undersøger biokul med nogle af de samme teknikker, man bruger til at studere naturligt trækul, der har ligget i jorden i millioner af år. På den måde kan man se, hvor stabilt biokullet faktisk er, og hvor meget kulstof det kan lagre over tid.

Projektet har vist, at en stor del af kulstoffet i biokul er langtidsholdbart, og at det kan måles mere præcist, end man har kunnet før. Metoderne bliver nu brugt i arbejdet med at udvikle emissionsfaktorer for biokul i Danmark, og er netop blevet implementeret som standard i EU.

BIOCHSTA er et partnerskab mellem GEUS, Aarhus Universitet, DTU, flere danske pyrolysevirksomheder og Biochar Europe.

Henrik Ingermann Petersen
Professor
Geoenergi og -lagring
Telefon91333783
Publikationer
Anja Fonseca
Presse- og kommunikationschef
Presse og Kommunikation
Telefon41239992