Signe Bech Andersen er genudnævnt som statsgeolog for Afdeling for Glaciologi og Klima

01-05-2025

Signe Bech Andersen er per 1. maj 2025 genudnævnt som statsgeolog for Afdeling for Glaciologi og Klima.

A person is standing fronting the camera. The person is seen from mid chest and up.
Signe Bech Andersen. (Foto: Jacob Lind Bendsten, GEUS.)

For nogle afdelingsledere betyder tiltrædelsen i rollen som leder et farvel til et forskerliv med feltarbejde, men Signe Bech Andersen nyder stadig at tage på feltarbejde, når muligheden byder sig. Feltarbejdet er da også en vigtig forudsætning for megen af den forskning, der bedrives i afdelingen, hvor manges primære forskningsområder er knyttet til Grønland og havene omkring.

”Jeg nyder også stadig at lave ’rigtigt’ arbejde,” siger Signe Bech Andersen med et glimt i øjet med henvisning til forskningen.

Hun er dog glad for, at hun nu kan tage sin anden åremålsperiode i stolen som statsgeolog for Afdelingen for Glaciologi og Klima i GEUS.

”Jeg sætter stor pris på at arbejde sammen med alle de dygtige og engagerede medarbejdere i GEUS, hvor vi har fokus på fagligheden og på at bidrage til løsninger,” fortæller Signe Bech Andersen.

”I Glaciologi og Klima har vi i fællesskab skabt en velintegreret tværfaglig enhed med fokus på glaciologi samt klima- og miljøudvikling i det arktiske, der er på et højt internationalt niveau,” fortsætter hun.

Og der er meget at være stolt af gennem afdelingens historie. Signe Bech Andersen fortæller, at afdelingen er vokset meget, særligt med overtagelsen af de forhenværende amerikanske GC-Net klimastationer, som nu er en del af GEUS' samlede program for overvågning af Grønlands indlandsis, PROMICE/GC-Net . Det betyder, at afdelingen nu overvåger den totale massebalance af Grønlands indlandsis med mere end fyrre stationer. Signe Bech Andersen fremhæver også en øget forskningsaktivitet både inden for rekonstruktion af fortidigt klima og miljø samt inden for procesforståelse og modellering, og at afdelingen har bidraget til en række internationale klimavurderinger.

”Vi har også haft en række spændende rådgivningsopgaver, blandt andet vedrørende forudsigelse af udviklingen af Grønlands vandkraftressourcer set i lyset af de igangværende klimaforandringer – og fundet en flymotordel, som var blevet tabt på Grønlands indlandsis,” fortæller Signe Bech Andersen.

Når statsgeologen kigger fremad, er hun ikke i tvivl om, at der er rigeligt med vigtige og spændende opgaver, både for afdelingen og for hende selv. Hun fremhæver, at afdelingen skal være et inkluderende og kreativt forskningsmiljø, som er relevant i forhold til fremtidens samfundsudfordringer relateret til klimaforandringer, klimatilpasning, sikkerhed og ressourceudnyttelse.

”Jeg drømmer om, at vi, med udgangspunkt i vores styrkeposition inden for observationer og paleoklimatiske tidserier, bliver endnu bedre til at samarbejde og tage lederskab i både nationale og internationale indsatser med det formål at øge forståelsen af klimasystemet på både global, regional og lokal skala,” opsummerer statsgeologen ambitionerne på afdelingens vegne.

Opgaverne synes da også at være beskrevet for afdelingen, der måske på passende vis holder til på øverste etage i GEUS’ hovedbygning – der, hvorfra udsynet er størst. Men opgaverne kan kun løftes i flok, understreger Signe Bech Andersen:

”Set i lyset af de igangværende klimaforandringer vil en ekstremt vigtig opgave være fortsat at bidrage til dokumentation og løsning af klimarelaterede samfundsudfordringer, herunder sikkerhed for befolkning, infrastruktur og miljø samt vandkraft, drikkevandsforsyning og biodiversitet, som alle er områder, hvor GEUS og dermed også Afdeling for Glaciologi og Klima har en vigtig rolle at spille. Hertil kommer helt sikkert nye udfordringer, som vi slet ikke har tænkt på endnu, men hvor vores geovidenskabelige kompetencer også vil være af afgørende nødvendighed.”

To personer står på Indlandsisen i grønland ved en vejrstation. Den ene person kigger på noget de har i hænderne og peger frem for sig.
Signe sætter retningen. Signe Bech Andersen og kollega ved en station på Indlandsisen i Grønland. (Foto: GEUS.)

Signe Bech Andersen
Statsgeolog
Glaciologi og Klima
Malene David Jensen-Juul
Specialkonsulent
Presse og Kommunikation