Heidi Christiansen Barlebos vej til GEUS gik via en uddannelse som civilingeniør indenfor hydrologi fra DTU. I 1996 blev Heidi Christiansen Barlebo med egne ord ansat i GEUS som ”forsker på prøve”, hvor hun samtidigt afsluttede sit ph.d.-studie. Allerede i 2007 blev Heidi Christiansen Barlebo for første gang udnævnt til at være statsgeolog for GEUS’ Afdeling for Hydrologi. Nu tager hun sin tredje omgang på posten.
Men hvad er der så særligt ved GEUS, at Heidi Christiansen Barlebo gerne vil tage en omgang mere i statsgeologstolen? Selv er hun ikke i tvivl:
”Jeg er så heldig at være omgivet af dygtige kollegaer, der brænder for deres faglighed og giver hinanden plads og respekt samtidig med, at de bekymrer sig om hinanden. De dygtige og engagerede kollegaer , at vores arbejde er meningsfuldt, og at vi har en kultur for inddragelse, samarbejde og at hjælpe hinanden gør, at jeg synes, at GEUS er en rigtig god arbejdsplads – og så er en god latter heller ikke af vejen,” fortæller Heidi Christiansen Barlebo.
Det glæder Heidi Christiansen Barlebo, at hun kan fortsætte sit arbejde som statsgeolog.
”Jeg har et spændende arbejde, hvor jeg hver dag skal finde ud af, hvordan jeg bedst skaber de rette betingelser for, at mine kollegaer kan blomstre, samtidig med at vi sammen udvikler samfundsrelevant hydrologisk viden i verdensklasse,” siger Heidi Christiansen Barlebo.
Hun efterlader ingen tvivl om, at ledelse af fagligt stærke mennesker er en opgave, som hun sætter pris på, selvom hun erkender, at der følger mange andre opgaver med ledelseskasketten:
”Som statsgeolog står jeg for den faglige, personalemæssige, administrative og økonomiske ledelse af afdelingen. Det er især den faglige udvikling sammen med kollegaerne og udviklingen af kollegaerne, som jeg synes er spændende,” fortæller Heidi Christiansen Barlebo med et smil.
Arbejdet med mennesker slutter ikke ved GEUS’ mure for Heidi Christiansen Barlebo, for hydrologi er, som alle GEUS’ faglige områder, et arbejdsområde, der kræver samarbejde med mange aktører fra forskning, erhverv og myndigheder.
”Uanset hvilke kriser eller dagsordener, der er på spil nationalt såvel som internationalt, så har hydrologi altid en central rolle. Der er heldigvis rigtig mange dygtige mennesker inden for forskellige områder, der har lyst til at samarbejde med os om vand. Det er vi dybt taknemmelige for, for vi kan kun finde gangbare løsninger på de store problemstillinger, når vi samarbejder,” siger Heidi Christiansen Barlebo.
Der er sket meget med hydrologi i GEUS siden Heidi Christensen Barlebo startede. Hun fortæller, at hvor der i starten mest var efterspørgsel på viden om det dybere grundvand til drikkevand, har særligt klimaændringerne og EU’s vandrammedirektiv betydet, at der er kommet øget efterspørgsel på alle dele af det integrerede ferskvandskredsløb, som er GEUS’ spidskompetence. Hun nævner i flæng; terrænnært og dybt grundvand, vandløb, dræn, søer, vådområder og fordampning. Der er rigeligt at se til for hydrologerne, og selvom det ikke altid er på en ønskelig baggrund, så glæder Heidi Christiansen Barlebo sig over, at der nu er bedre mulighed for opbygge, udfolde og dele viden om hele kredsløbet. Hun fremhæver, at hydrologerne nu forsker i og beregner hydrologien for hele kredsløbet på en mindre skala både historisk, i realtid og med blik på fremtidige klimaændringer.
Når statsgeologen kigger fremad, er der rigeligt på opgavelisten for afdelingen at arbejde videre med under Heidi Christiansen Barlebos ledelse de kommende år.
Hun nævner blandt andre:
- Landsdækkende modellering af ferskvandets strømninger i realtid, så der kan skabes overblik over situationen i Danmark (tør, våd, for meget, for lidt – og hvor).
- Prognoser for situationen med klimaændringer.
- Målinger af det terrænære grundvand som volder problemer mange steder,
- Data og metoder til at opgøre og beskytte vores grundvand samt indvinde det bæredygtigt.
- Beregning af hydrologiens indvirkning på CO2-emissioner fra lavbundsjorder, der indgår i Danmarks årlige emissionsopgørelser.
- Kort over hvor meget kvælstof, der fjernes naturligt, når det transporteres fra marker gennem dræn og grundvand til vandløb, søer og havet.
”Den største opgave bliver, at få vores nye viden og data ud at leve på den rette måde til gavn for interessenterne og gerne sammen med andre fra forskellige sektorer opnå endnu større højder i forståelse og anvendelser,” siger Heidi Christiansen Barlebo.
Der er særligt nogle højaktuelle emner, som statsgeologen håber kan føre til ny viden:
”I regi af arbejdet med den grønne trepart kunne det være rigtig spændende at få lov til at forske i og regne på ændringer af arealanvendelse og effekter af tiltag sammen med prognoser for vandefterspørgsel og klimaændringer og at opstille hydrologiske scenarier for et fremtidigt Danmark,” siger Heidi Christiansen Barlebo – og det ønske er hermed delt med verden.