Hvordan var der i Danmark sidste gang, der var et atmosfærisk CO2-niveau sammenligneligt med det, som vi er på vej mod i dag? Svaret har forskere fundet ved at sammenholde analyser af fossiler fra land og hav for at kunne rekonstruere fortidens klima i den del af Nordsø-bassinet, som siden er blevet til det Danmark, vi kender i dag. Og svaret er enkelt, selvom der ligger et stort arbejde med analyser og sammenstilling af data bagved.
”Der var varmere og mere fugtigt. Magnolia voksede vildt, og der var plankton i havområderne, som vi ellers kun finder tættere på ækvator i dag,” opsummerer Kasia Śliwińska, der seniorforsker ved GEUS og førsteforfatter til en artikel om studiet bragt i GEUS Bulletin.
Det er det såkaldte Miocæn Klimatiske Optimum (MCO), som Kasia Śliwińska henviser til. Vi skal nemlig cirka 17-15 mio. år tilbage til netop MCO, for at finde en periode med et atmosfærisk CO2-niveau på over 450 ppm og temperaturer, der kan sammenlignes med det, som vi måske er på vej til at få.
MCO er særligt interessant, fordi perioden er den mest præcise reference, vi har for den fremtid, som vi forventer at gå ind i.
”Havstrømme og tektoniske bevægelser bidrog dengang kun delvist til klimaforandringerne i perioden. Størstedelen af stigningen i den globale middeltemperatur skyldtes et ændret atmosfærisk CO2-niveau – ligesom vi oplever det i dag,” siger Kasia Śliwińska.
Dog er der den væsentlige forskel, at under MCO var det vulkansk aktivitet, der forårsagede stigningerne i atmosfærisk CO2-niveau. I dag er det menneskelig aktivitet, der har ført til en stigning i atmosfærisk CO2-niveau.
Det bedste vindue ind i fremtiden
FNs Klimapanel har fremhævet Miocæn og MCO som en periode af særlig interesse for klimaforskningen, fordi viden om en periode, der på vigtige parametre minder om vores samtid og nære fremtid, vil kunne bidrage til at gøre klimamodellerne for fremtiden mere robuste. På den måde kan viden om perioden ruste os til bedre at forstå, hvad vi kan forvente af fremtidens klima. Det er netop en del af den viden, som forfatterne bag det nye studie bidrager med.
”Når CO2-niveauet stiger, vil klimaet tilpasse sig. I Miocæn steg CO2-niveauet langsommere, end det vi har oplevet siden industrialiseringen, men konsekvenserne vil være det samme. Højere temperaturer, der fører til vådere vejr,” siger Kasia Śliwińska og fremhæver de seneste års perioder med voldsom regn og oversvømmelserne i Centraleuropa som eksempler på hændelser, der kan forekomme oftere i et vådere og varmere klima.
Også i Danmark vil det blive varmere og vådere.
Fortidsklima-detektiverne ruster os til fremtiden
Det kan være svært at forestille sig et Danmark præget af vildtvoksende magnolia og andre planter og dyr, som ellers foretrækker varmere himmelstrøg i nutidens klima. Men beviserne foreligger.
Forskerne har som fortidsklima-detektiver samlet og sammenstillet en række data for at kunne danne et billede af klimaet i Danmark under Miocæn og MCO. De har samlet eksisterende data fra sedimenter fra en boring i Sønder Vium og fra lokaliteter med brunkul. Ved hjælp af avancerede metoder, som omfatter studier af fossil pollen og sporer samt biomarkører fra organiske forbindelser som alkenoner og membranlipider, har de rekonstrueret de klimatiske og miljømæssige forhold. Data fra pollen og sporer giver indsigt i sammensætningen af fortidens vegetation, luft temperaturer og nedbør, mens biomarkørerne har bidraget til at estimere tidligere havtemperaturer og jordbundstemperaturer.
Undersøgelserne afslører, at Danmark i store dele af Miocæn var dækket af frodige skove med sumpe og floddeltaer. I starten af Miocæn var klimaet varmt og vådt, hvilket skabte perfekte betingelser for skovdannelser.
”Det danske landskab har ændret sig markant gennem millioner af år, men fossile optegnelser fra steder som Sønder Vium hjælper os med at forstå, hvordan klimaet og miljøet har udviklet sig over tid – og hvad det kan betyde for fremtiden,” siger Kasia Śliwińska.