Efterfølgende brugte forskerne TFA-dannelsen til at beregne overslag over mulig TFA-udvaskning fra pløjelaget på sprøjtede marker i løbet af ét år efter sprøjtning. Estimater for de årlige TFA-middelkoncentrationer varierede for forskellige pesticidstoffer og for sprøjtning i afgrødernes forskellige vækststadier.
Mefentrifluconazol og tau-fluvalinat gav lave estimater – langt under pesticidstoffernes generelle kravværdi på 0,1 mikrogram per liter for drikkevand og grundvand. Det er sandsynligvis, fordi disse pesticidstoffer binder kraftigt til jordens organiske stof og derfor omdannes langsomt til TFA.
Diflufenican gav estimater på 0,05-0,12 mikrogram per liter, og fluopyram, fluazinam, fluazifop-P-butyl og trifluralin gav alle høje estimater på over ét mikrogram per liter for mange scenarier.
De høje estimater skyldes grundlæggende, at TFA ikke nedbrydes. TFA er derfor anderledes end mange andre pesticidnedbrydningsprodukter, der i større eller mindre grad nedbrydes, inden de forlader markernes pløjelag.
Estimaterne er behæftede med en række usikkerheder, hvor de vigtigste er:
1) At nedbrydningsforsøg i små jordprøver i laboratoriet over 52 uger ikke svarer til betingelserne i marken.
2) At der vil være omdannelse af CCF3-pesticiderne og deres CCF3-metabolitter til TFA udover nedbrydningsforsøgets varighed på 52 uger, det vil sige, at gentagen, årlig sprøjtning vil kunne give højere TFA-middelkoncentrationer end anslået.
3) At estimaterne er beregnet ud fra den andel af pesticiderne, der afsættes direkte på jorden ved sprøjtning, og som kan udgøre ned til 10 procent af den udsprøjtede mængde. Hvis pesticidet eller omdannelsesprodukter på afgrøden alligevel ender i jorden, fordi det f.eks. nedvaskes af regn, vil det i nogle tilfælde kunne øge TFA-koncentrationen betragteligt.
Det skal bemærkes, at de estimerede middelkoncentrationer i alle tilfælde er langt under Drikkevandsbekendtgørelsens sundhedsbaserede kvalitetskrav på 9 mikrogram per liter.
Projektet blev finansieret af Miljøstyrelsens Program for Bekæmpelsesmiddelforskning.
Læs også nyheden med link til rapporten på Miljøstyrelsens hjemmeside