Som en fast del af Danmarks største naturvidenskabelige talentkonkurrence, Unge Forskere, kulminerer deltagernes hårde arbejde i et storslået finalearrangement, som finder sted ved Science EXPO.
Science EXPO er en gratis naturvidenskabelig udstilling, særligt målrettet elever i grundskolen og på ungdomsuddannelser, men alle er velkomne den 24.-26. april 2022 i Øksnehallen i København.
Skred, geotermi, CO2-lagring og jordskælv
Til Science EXPO står elever fra grundskolen og ungdomsuddannelser klar til at vise de projekter frem, som har fået dem hele vejen til den tre dage lange finale i København.
Desuden vil en bred vifte af udstillere vise, hvad der rører sig inden for naturvidenskab og teknologi, formidlet på en måde, der gør naturvidenskab og teknologi nærværende, inspirerende og relevant.
Heriblandt eksperterne fra GEUS, der sætter fokus på et nyt emne hver dag.
Søndag d. 24. april kl. 14-18 viser geologerne, hvorfor klimaforandringernes øger risikoen for skred i Danmark, og hvordan de kortlægger skred vha. satellitter, der kan afsløre, om et landområde bevæger sig bare få millimeter. Tjek også, om du bor i nærheden af et gammelt eller aktivt skred.
Mandag d. 25. april kl. 9-13 kan du blive klogere på, hvordan det varme vand fra undergrunden giver os grøn energi, og hvordan vi kan modvirke klimaforandringerne ved at pumpe CO2 ned i undergrunden.
Tirsdag d. 26. april kl. 9-13 er spørgsmålet, om du kan hoppe nok til, at vi kan måle det ligesom et jordskælv. Mød også GEUS’ seismologer og få svar på dine spørgsmål om jordskælv, og hør om de danske jordskælv.
Alle dage kan du også få magasinet Geoviden med hjem.
Der er åbent for alle interesserede og der er gratis adgang.