GEUS har ansat Isabelle Navarro Vinten som ny vicedirektør med ansvar for myndighedsbetjening. Hun kommer fra en stilling som vicedirektør i Miljøstyrelsen, hvor hun har været siden 2020.
Isabelle Navarro Vinten har gennem en årrække arbejdet med myndighedsbetjening, ledelse og politikudvikling på miljøområdet. Som vicedirektør i Miljøstyrelsen har hun blandt andet haft ansvar for Center for Rent Vand og Center for Sikker Kemi. Tidligere har hun været kontorchef i Miljø- og Fødevareministeriets departement og i Miljøstyrelsen samt udviklings- og sekretariatschef i Natur- og Miljøklagenævnet.
Hun er uddannet cand.merc.jur. fra Copenhagen Business School (CBS) og har desuden gennemført Executive Education i ledelse ved Harvard Kennedy School.
Administrerende direktør i GEUS, Lars Nielsen, ser frem til at få Isabelle Navarro Vinten med i direktionen:
"Isabelle kommer med solid ledelseserfaring og stor indsigt i, hvordan departementer og styrelser arbejder. Det er vigtige kompetencer i en tid, hvor myndighederne rykker tættere på forskningen og efterspørger forskningsbaseret rådgivning. Med Isabelle står vi stærkere i arbejdet med at bringe GEUS’ faglighed i spil, samtidig med at vi værner om vores faglige uafhængighed.".