De tikker lige så stille ind, når der har været et jordskælv; de mange mails fra folk i Grønland eller Danmark, der har mærket rystelserne. Og GEUS’ seismologer, der til dagligt har ansvaret for overvågning og registrering af jordskælv og anden seismisk aktivitet i Danmark og Grønland, er virkelig glade for dem.
”Folk sender beskrivelser af, hvad de har oplevet, og det er et vigtigt supplement til vores registreringer fra seismometre,” fortæller Trine Dahl-Jensen, seismolog ved GEUS.
Med en ny platform, hvor man kan udfylde et digitalt skema, bliver det gjort nemmere for folk at dele deres oplevelser, og samtidig bliver formatet for dataene ensrettet. Det gør det endnu nemmere for seismologerne at bruge indberetningerne i deres forskning.

