Selvom der i de seneste dage er faldet regn mange steder i landet, viser de hydrologiske indeks fra De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS) fortsat tørre forhold i både vandløb og grundvand flere steder.
Forklaringen skal blandt andet findes i den tørre vinter, som efterlod dele af landet med et betydeligt vandunderskud. Når vandløb og grundvand først er kommet under pres, tager det tid at genopbygge de vandreserver, der normalt fungerer som buffer mod tørke.
I Østdanmark er der fortsat særligt lidt vand i de øverste jordlag – det såkaldte jordvand – som planter og afgrøder er afhængige af for at kunne vokse. Samtidig viser indeksene tørre forhold i både vandløb og det terrænnære grundvand flere steder i landet.
Regn fjerner ikke vandunderskuddet med det samme
De hydrologiske indeks for marts 2026 viste allerede tydelige tegn på tørre forhold i særligt Midt- og Nordjylland. Det betød, at vandløb og grundvand flere steder lå under det normale niveau, inden forårets tørre vejr satte ind.
"Vi ser nu effekten af to tørre perioder oven i hinanden. Mange områder havde allerede ved vinterens afslutning mindre vand i vandløb og grundvand end normalt, og derfor gik de ind i foråret med et vandunderskud. Selv med perioder med regn tager det tid at genopbygge de vandreserver, der er blevet tappet gennem vinteren og foråret," siger Raphael J. M. Schneider, seniorforsker ved De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS).
I dag ses tørre forhold fortsat i vandløb og grundvand i dele af Midt- og Nordjylland, selv om jordvandet lokalt er tættere på normale niveauer. I Østdanmark har den manglende nedbør tidligere på foråret samtidig ført til tørke i både jordvand, vandløb og grundvand.
som overvåger udviklingen i jordvand, vandløb og grundvand over hele landet.