Kristian Svennevig får Danmarks Geologipris 2024

16-06-2025

Dansk Geologisk Forening har tildelt GEUS' seniorforsker Kristian Svennevig Danmarks Geologipris 2024 for sit enestående arbejde med landskred i både Grønland og Danmark.

Kristian Svennevig modtager en pris
Prismodtageren (iført blå skjorte tv.) blev lørdag overrasket med Danmarks Geologipris 2024 efter et oplæg om netop landskred på Folkemødets Forskningsscene. Foto: Simon Klein-Knudsen.

Kristian Svennevig tildeles Danmarks Geologipris 2024 for sin enestående indsats inden for forskning i landskred – både i Grønland og Danmark – og for sin evne til at koble geologiske processer med klimaforandringernes stigende betydning for samfundet.

”Jeg er meget taknemmelig over at modtage prisen. For få år siden var landskred et ukendt forskningsområde i Danmark, vi havde faktisk ikke engang et ord for det. Det er vigtigt, at vi nu får sat fokus på det, så vi kan tænke det ind i vores klimatilpasning og natursyn. Jeg håber, at prisen også kan bidrage med at skabe nysgerrighed for emnet hos endnu flere og ikke mindst hos studerende, så vi kan bidrage med viden og løsninger, der kan komme samfundet til gavn,” siger Kristian Svennevig, der er seniorforsker hos De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS).

Kristian Svennevig understreger, at arbejdet med at løfte landskred som forskningsfelt ikke ville have været muligt uden et tæt samarbejde med en række dygtige kolleger – både fra GEUS og internationalt. Det gælder blandt andet chefkonsulent Marie Keiding fra GEUS, som han bl.a. undersøgte skreddet ved Nordic Waste sammen med, men for eksempel også de mange øvrige kolleger og forskere, der i fællesskab løste mysteriet bag det ni dage lange seismiske signal fra et fjeldskred i Grønland i september 2023.

Fjeldskred satte gang i forskerkarriere

Efter en ph.d. i strukturgeologi og kortlægning i Nordøstgrønland blev Svennevig i 2017 involveret i arbejdet med at forstå et stort fjeldskred og tsunami i Vestgrønland. Denne begivenhed blev startskuddet til en forskerkarriere med fokus på skred, hvor han i dag regnes blandt de førende eksperter internationalt. Han arbejder tværfagligt med både feltarbejde, modellering, historiske data og geofysiske metoder og har bidraget til en bredere forståelse af skredudvikling i et klima under forandring.

Kristian Svennevigs forskning har høj samfundsrelevans og har bl.a. styrket myndigheders muligheder for risikokortlægning og arealplanlægning. Derudover er han en engageret formidler af geologisk viden til både fagfolk og offentligheden.

Det vil til efteråret være muligt at deltage i den fysiske uddeling af prisen ved et prisevent omhandlende netop Kristian Svennevigs forskning.

Læs hele nyheden hos DGF her.

Fakta: Danmarks Geologipris

  • Danmarks Geologipris uddeles én gang om året af GEUS efter indstilling fra Dansk Geologisk Forenings bestyrelse til en person eller gruppe af personer, der inden for de seneste 5 år har publiceret én eller flere afhandlinger eller kort, som i særlig grad har bidraget til forståelsen af Danmarks eller Grønlands geologi.
  • Med prisen følger et hæderslegat på 25.000 kr.
Kristian Svennevig
Seniorforsker
Kortlægning og mineralske råstoffer
Anja Fonseca
Presse- og kommunikationschef
Presse og Kommunikation
Telefon41239992

Læs nyheden Fjeldskred udløst af klimaændringer fik Jorden til at vibrere i ni dage fra september 2024.