Claus Kjøller er genudnævnt som statsgeolog for Afdeling for Geokemi

03-06-2025

Claus Kjøller er med virkning fra 1. juni genudnævnt som statsgeolog for Afdeling for Geokemi.

A portrait of a person looking at the camera.
Claus Kjøller, statsgeolog for Afdeling for Geokemi ved GEUS. (GEUS)

Claus Kjøller tager en omgang mere i spidsen for GEUS’ Afdeling for Geokemi, der beskæftiger sig med at beskrive og forstå kemiske stoffers skæbne i jord og grundvand. Pesticider, miljøfremmede stoffer og naturligt forekommende uorganiske stoffer udgør nogle af afdelingens kerneområder. ’Statsgeolog’ er ”GEUSk” for afdelingsleder, og alle statsgeologer er ansat på åremål. Når en statsgeologs åremål er ved at slutte, kan personen lægge en ansøgning om at blive genudnævnt i bunken med ansøgninger til stillingen, hvorefter ansøgningerne bliver vurderet på lige vilkår.

Det er Claus Kjøllers anden runde som statsgeolog for Afdeling for Geokemi i GEUS. Hans forskningskarriere startede dog på DTU omkring årtusindeskiftet, hvor emnet for hans ph.d.-projekt var at undersøge, hvordan der kan mobiliseres spormetaller under plantager i Vestjylland, når skovene fanger nedbør med lav pH. Selvom der kan synes langt fra de vestjyske skove til kontoret i København, er alt det, der sker udenfor GEUS’ mure stadig noget, der optager Claus Kjøller, selvom mulden er skiftet ud med møder, et skarpt blik på dagsordenen i medierne, og hvad politikere og erhverv laver.

”I min tid som statsgeolog, er jeg blevet bekræftet i, at det er vigtigt som statslig forskningsinstitution hele tiden at have antennerne ude i forhold til, hvor vores omverden bevæger sig hen, så vi kan blive ved med at levere attraktiv forskning til gavn for samfundet,” fortæller Claus Kjøller.

Han lægger ikke skjul på, at det ikke altid er lige nemt, for der er heldigvis mange aktører, der gerne vil opfylde samfundets behov, som Claus Kjøller fortæller:

”Det kan være vanskeligt i en konkurrencedrevet verden, hvor vi jo ikke har eneret på at være ”de kloge”, så det betyder også, at det helt naturligt går lidt op og ned en gang imellem. Men jeg ser også en tendens til, at hvis vi sørger for at prioritere høj kvalitet, så går det overordnet mest op. Så det er det, vi har valgt at prioritere.”

Der følger et stort ansvar for, hvordan man formidler om den kvalitet man leverer med at have en rolle som ”de kloge” i samfundet, siger Claus Kjøller.

”En anden ting jeg har lært i min tid som statsgeolog er, at det kræver utroligt meget fokus og sans for detaljen at arbejde med og kommunikere om så politisk et emne som grundvands- og drikkevandskvalitet. Nogle af de resultater vi skaber, kan have betydning for mange mennesker eller for en virksomheds indtægtsgrundlag, og det forpligter jo i forhold til at levere troværdig og transparent viden,” siger Claus Kjøller og fremhæver også, at man skal kunne balancere mellem at kunne præsentere de hårde fakta som de er og samtidig ikke puste til eller skabe ubegrundet frygt, når det handler om områder som drikkevand og miljø.

Nye områder, ny viden - og fremfor alt samfundsnytte

Der er rigeligt at tage fat på for afdelingen og masser for Claus Kjøller at nævne, da han bliver adspurgt, hvad han ser frem til. Faktisk så meget, at det er svært for statsgeologen at fremhæve noget fremfor noget andet.

”Der er så mange spændende ting, som vi engagerer os i. Men noget, af det der bliver spændende, er at følge de projekter, som vi allerede har sat i søen. Det spænder over et projekt om udvikling af bredere screeningsmetoder til vandanalyse, også kaldet non-target-analyse, over fortsat arbejde med vores teknologiudviklingsprojekter til et projekt om, hvordan man på den samfundsøkonomisk bedste måde skaber god grundvandsbeskyttelse. Og så er der alt det andet imellem dette. Inden for myndighedsrådgivningen er der også mange spændende projekter at se frem til, og jeg glæder mig til at bidrage til vandplanlægning – og indsatsplanlægning og forhåbentligt også med viden, der kan understøtte, at der i forbindelse med den grønne trepart tænkes grundvandskvalitet og -beskyttelse ind i planlægningen,” siger Claus Kjøller.

Claus Kjøller fortæller, at der er sket meget, siden han første gang startede som statsgeolog. Selvom nogle emner fortsat er centrale i afdelingen, såsom pesticidudvaskning til grundvandet, mikrobiologiske processer i grundvand og uorganisk geokemi, omfatter afdelingens områder nu også teknologiudvikling, for eksempel ved at arbejde med cirkulære løsninger, hvor affaldsprodukter kan anvendes til udvinding af kritiske råstoffer samt til at bidrage til forståelsen af de kemiske processer, der foregår, når man anvender grønne omstillingsteknologier som CO2-lagring i undergrunden og geotermi.

Og så er der den udvikling, der følger med øget viden. Claus Kjøller fortæller, at i den tid han har arbejdet i GEUS, er man takket været forskning i området blevet meget klogere på for eksempel PFAS og nedbrydningsprodukter fra pesticider og biocider, end vi var, da han startede.

”Da jeg startede som statsgeolog i 2016, troede vi faktisk, at forureningstrykket fra pesticider generelt var dalende, og at vi i fremtiden ville have grundvand med færre miljøforurenende stoffer – men det viste sig desværre, at det var fordi, at man ikke målte for de stoffer, som vi i dag kan konstatere udfordrer mange vandforsyninger,” fortæller Claus Kjøller.

Verden uden Afdeling for Geokemi

Udover at lede afdelingen i en samfundsmæssigt gavnlig retning, indbefatter rollen som statsgeolog også en del administrativt arbejde og personaleledelse. Her trækker Claus Kjøller også på sit udsyn for at finde både formål og motivation.

”Nogle gange leger jeg med tanken om, hvordan en verden uden vores afdeling ville se ud. I sådan en verden er der ret meget viden om grundvands- og drikkevandskvaliteten og vandkemien i undergrunden i det hele taget, som man ikke ville have. Det er utroligt motiverende at tænke over, at jeg er med til at bidrage til ny viden på vigtige områder, der betyder noget for samfundet. I den sammenhæng er min rolle som statsgeolog blandt andet at understøtte, at de mennesker, som jeg er chef for, trives og udvikler sig, mens de er på arbejde, så de kan yde deres bedste,” siger Claus Kjøller.

Han fremhæver talentudvikling af yngre forskere og den generelle sparring uafhængigt af erfaringsniveau som nogle af de områder, hvor han er stolt af at kunne sætte sine kompetencer som leder i spil.

Der er ikke nogen tvivl om, at Claus Kjøller er motiveret af at skabe rammerne for, at forskerne i Afdeling for Geokemi kan levere samfundsrelevant forskning. Det kunne han gøre mange steder, men han har valgt fortsat at gøre det i GEUS, fordi han finder genklang i den motivation i hele organisationen.

”GEUS er et sted, hvor vi kommer på arbejde, fordi vi synes, at vi kan gøre en forskel. Også selv om det nogle gange er lidt svært, når de politiske vinde eller fondene, som vi søger hos, for eksempel synes, at fokus skal være et andet, end det vi lige arbejder med. Men det ændrer ikke på, at det skaber en helt særlig stemning at arbejde et sted, hvor vi synes, at vores arbejde bidrager til at skabe samfundsrelevante løsninger – hver dag,” siger Claus Kjøller.

Claus Kjøller
Statsgeolog
Geokemi
Malene David Jensen-Juul
Specialkonsulent
Presse og Kommunikation