Begravede skrænter
At kunne studere sedimentkernerne på den måde er afgørende for at skabe sig den bedst mulige rumlige forståelse af, hvordan omverdenen så ud, dengang havbundslagene i kernen blev dannet. Hvilket til syvende og sidst er det, forskerne prøver at blive klogere på.
Det bedste ville ifølge Camilla Snowman Andresen være at stille sig ud til en skrænt, hvor man kan se de blottede sedimentlag lige foran sig. Der kan man aflæse direkte, at dér til højre er der kommet en mudderstrøm, og det lag dérhenne er skabt af sedimenter fra forbipasserende isbjerge, forklarer hun.
”Men man kan desværre ikke skære en hel skrænt ud fra undergrunden og tage med hjem i laboratoriet. Den næstbedste metode er at bore kerner op og tage dem med hjem og scanne i 3D-scanneren. Som en slags mini-skrænt.”
Gletsjere og CO2-lagring
Camilla Snowman Andresen og kollegerne glæder sig til at komme i gang med at bruge scanneren efter sommerferien. Her skal laboratorieteamet finpudse arbejdsgangen med maskinen, så den er klar til at scanne de kerner, der løbende bliver indsamlet på togter og feltture. Hun selv skal bruge maskinen til at studere palæoklima, men den kan gavne alle hendes forskerkolleger, der arbejder med sedimentkerner, fortæller hun.
”Scanneren kan både afsløre karakteristiske aflejringer fra gletsjere i grønlandske fjorde, men den kan også hjælpe os med at forstå sedimentstrukturer i den danske undergrund til mulig CO₂-lagring. Det gør den til et alsidigt og værdifuldt redskab på tværs af forskningsområder.”