I over et århundrede har geologer delt deres forskning med fagfæller i tidsskrifter udgivet af De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS) - i de seneste 20 år i GEUS Bulletin, som er et frit tilgængeligt og fagfællebedømt tidsskrift.
Nu bliver tidsskriftets geovidenskabelige publikationer serveret online i en mere moderne indpakning.
”Vi har forstærket vores brand med et nyt logo og design. Hjemmesidens indhold er samtidig blevet meget nemmere at navigere i. Jeg er virkelig glad for resultatet. Det er blevet smukt og brugervenligt,” siger Catherine Jex, der er chefredaktør for GEUS Bulletin.
Brugernes behov er i centrum
Nye features på hjemmesiden geusbulletin.org omfatter blandt andet:
- At alle nye publikationer på hjemmesiden nu er inddelt i kategorierne ’Danmark’, ’Grønland’ og ’Resten af verden’, så det er nemt at finde udgivelser om det geografiske område, man er interesseret i.
- Et endnu mere brugervenligt system til forskere, der ønsker at indsende artikler til peer review og publikation.
”Vi har opdateret siden, så den passer til vores brugeres behov. Det har været vigtigt for mig, at den er moderne, men samtidig langtidsholdbar,” siger Catherine Jex.
GEUS Bulletin deler med andre tidsskrifter
Alt indhold på den nye hjemmeside er stadig frit tilgængeligt for alle helt uden betalingsmur: GEUS Bulletins indhold er nemlig Diamond Open Access, som er en videnskabelig publiceringsmodel, hvor tidsskrifter og platforme ikke opkræver gebyrer hverken af forfattere eller læsere.
I forbindelse med opdatering af hjemmesidens design har GEUS Bulletin i bedste open access-stil benyttet sig af den community-baserede software kaldet Open Journal Systems, som er lavet af Public Knowledge Project (PKP), og som videnskabelige tidsskrifter benytter til publicering af artikler.
Stine Øckenholt, der er grafiker i GEUS’ tegnestue, har designet GEUS Bulletins nye look, som nu er implementeret af PKP. Andre tidsskrifter, som benytter Open Journal Systems, og som ønsker et lignende udseende, kan snart downloade en modificeret version med navnet ’Ammonite’.
GEUS Bulletin udkom første gang i 2003 som efterfølger til andre GEUS-tidsskrifter, der er udkommet siden 1899. GEUS Bulletin udgiver fagfællebedømte geovidenskabelige artikler, monografier og kortbeskrivelser fra Danmark, Grønland og Arktis.