Våd, vådere – næstvådest. 2024 var med en samlet nedbørsmængde på ca. 926 mm. det næstvådeste år i Danmarks meteorologiske historie, kun overgået af 2023. Derfor er det også med en ekstra stor faglig nysgerrighed, at GEUS’ hydrologer har kigget på udviklingen af det hydrologiske kredsløb i Danmark i det forgangne år.
”Når vi ser på den statistiske afvigelse fra normaltilstanden for årstiderne, kan vi se, at vi ligger over normaltilstanden det meste af 2024,” opsummerer Maria Ondracek, der sammen med Raphael Schneider har lavet en opsummering af det 2024 på hjemmesiden for Den Nationale Hydrologiske Model:
Den Nationale Hydrologiske Model: Det hydrologiske år, der gik 2024 (nyhed)
”Vi har været i stand til at følge udviklingen af det hydrologiske kredsløb fra dag til dag i en rumlig opløsning på hundrede gange hundrede meter, hvilket er ret højt, siden foråret 2023. Som hydrolog er det klart, at det er et fantastisk redskab at have,” siger Raphael Schneider og fortæller, at de slet ikke kunne undlade at gøre status på hydrologiens udvikling i 2024.
De to hydrologer har anvendt de hydrologiske indeks , som relaterer den nuværende hydrologiske tilstand til normaltilstanden for årstiden. Normaltilstanden er opgjort på tværs af trediveårsperioden 1991-2020.
GEUS udstiller dagligt fire hydrologiske indekser, som viser status for:
- vandindhold i jorden (grøn)
- vandføring i vandløb (blå)
- det øverste grundvand (orange)
- det dybe grundvand (brun)
Den statistiske afvigelse fra normaltilstanden for årstiden illustreres i figuren nedenfor som udviklingen af de fire hydrologiske indeks nævnt ovenfor for hele Danmark i året 2024: