Nyt Geoviden:

Hvordan kan fortidens klima hjælpe os i fremtiden?

26-09-2024

En dugfrisk udgave af Geocenter Danmarks undervisningsmagasin, Geoviden, er netop landet hos abonnenter og på geoviden.dk.

Satellitbillede af Jorden
Foto: EUMETSAT

Denne gang handler det om fortidsklima - i fagsprog palæoklima - og det er mere relevant for os at skue tilbage, end man måske lige kan forestille sig. For i millioner af år gamle sedimenter og i iskolde kerner fra Indlandsisens dyb ligger blandt andet mikrofossiler og DNA, som forskerne kan udlede vigtig viden om klimaforandringer af. Man kan med rette kalde dem for klimadetektiver, og Geoviden dykker ned i deres spændende arbejde med dybdegående artikler, flotte billeder og forklarende infografikker.

Klimamodeller, kosmiske cyklusser og iskoldt arbejde

Mød blandt andre GEUS-forsker og professor Camilla Snowman Andresen, der kigger på fossile skaldyr kaldet foraminiferer, som hun finder i sedimentprøver fra grønlandske fjorde. Skallerne kan fortælle om afsmeltningen af Grønlands indlandsis i geologisk tid. 

Seniorforsker Kasia Sliwinska går også på jagt i ældgamle sedimenter, hvor rester af bakterier og plankton er som mikroskopiske tidskapsler, der indeholder information om fortidsklimaet. 

Og så er der Helle Astrid Kjær fra Niels Bohr Instituttet, der har en ret så kølig arbejdsplads i EastGRIP-lejren under Indlandsisen. Her borer forskerne kerner op fra isens dyb for at undersøge indholdet af iskrystaller, ioner, metan og støvpartikler. 

Før du dykker ned i alt det ovenstående, er det godt at vide lidt om, hvorfor vi oplever naturlige og menneskabte klimaforandringer. Det hjælper Nicolas Thibault fra Københavns Universitet os med at forstå, når han forklarer, hvordan kosmiske cyklusser styrer de naturlige udsving i Jordens klima. Som supplement fortæller professor og meteorolog Eigil Kaas fra Niels Bohr Instituttet, hvorfor Jordens energibalance er så vigtig, og hvordan klimamodeller hjælper os med at fremskrive klimaets udvikling. 

Læs blandt andet om:

  • Fem faktorer, der styrer Jordens klima          
  • Jordens energibalance
  • Hvordan fortidens klima kan aflæses i mikrofossiler
  • Ilt-isotoper, der afslører havets temperatur

… og en helt masse andet indhold, som gør det klart, hvordan fortiden kan ruste os til fremtiden.

Geoviden lander på print hos abonnenter netop nu og kan findes online på www.geoviden.dk. Alle (både uddannelsesinstitutioner og private) kan få Geoviden gratis i postkassen, hver gang det udkommer. Tilmelding foregår her: https://www.geoviden.dk/abonnement/

Fie Krøyer Dahl
Redaktør
Presse og Kommunikation
Telefon91333977

Om Geoviden

Geoviden udgives af Geocenter Danmark og er målrettet undervisningen i gymnasierne. Bladet udkommer tre gange om året, er gratis for alle, og abonnementer kan tegnes på geoviden.dk/abonnent/. Her kan man også læse bladet og finde ekstramateriale.

Geocenter Danmark, der udgiver Geoviden, er et samarbejde mellem De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS), Institut for Geoscience ved Aarhus Universitet samt Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning og Statens Naturhistoriske Museum, begge ved Københavns Universitet.

Geocenter Danmark er et center for geovidenskabelig forskning, uddannelse, rådgivning, innovation og formidling på højt internationalt niveau. Læs mere på geocenter.dk