Hvis de globale klimaforandringer skal bremses, skal vi sende mindre CO2 ud i atmosfæren. Den udfordring kræver ikke kun et, men mange forskellige tiltag, og på listen over værktøjer, som kan være med til at nedbringe udledningen, er CO2-lagring. Det er noget, som både FN’s klimapanel, IPCC, og det danske klimaråd anbefaler – og for Danmark er det særligt relevant at se nærmere på den mulighed.
Store dele af den danske undergrund består nemlig af den porøse bjergart sandsten, som egner sig godt til CO2-lagring, og i det nyeste nummer af Geocenter Danmarks magasin, Geoviden, dykker vi dybt ned i de millioner af år gamle geologiske lag under vores fødder og prøver at forstå, hvordan man kan lagre gas halvanden kilometer nede i jorden.