Mød GEUS til Kulturnatten i København

11-10-2023

Kom og mød GEUS' eksperter, bliv klogere på bl.a. CO2-lagring, geotermi, grundvand, jordskælv og Indlandsisen, og oplev forskernes verden med virtual reality.

Illustration: Jakob Engberg

Du kan møde GEUS til Kulturnatten fredag d. 13. oktober kl. 18-23 i Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet, Holmens Kanal 20 i København, hvor vi har følgende på programmet:

Påvirker klimaet vores grundvand?

Hør GEUS’ hydrologer fortælle om, hvordan perioder med enten ingen eller megen nedbør påvirker både det overfladenære og det dybe grundvand, hvordan og hvornår grundvandsmagasinerne bliver fyldt op, og hvorfor højtstående grundvand kan give problemer med oversvømmelser nogle steder.

Hvordan står det til med Indlandsisen?

Mød GEUS’ glaciologer, og hør om deres udfordrende feltarbejde på Grønlands Indlandsis. Oplev en af de klimastationer, der står på isen og overvåger afsmeltningen, og se hvor varmt eller koldt der er på isen lige nu. Bliv også klogere på, hvor hurtigt isen bevæger sig, hvorfor den smelter og meget mere.

Hvordan lagrer vi CO₂ i undergrunden?

Lige med CO2 er det faktisk en god ide at begrave problemet. Lagring af CO₂ i undergrunden er en af de mest effektive metoder til at få os i mål med at reducere drivhusgasserne og klimaforandringerne. Kom og hør om GEUS’ kortlægning af de geologiske muligheder i Danmark og bliv klogere på, hvordan CO2’en rent faktisk kan sendes retur til undergrunden.

Kan vi opvarme vores hjem med varme fra undergrunden?

Det bobler med grøn energi under vores fødder, og i princippet kunne store dele af vores varme i radiatorerne komme herfra. Nemlig geotermisk varme – naturligt opvarmet vand fra den dybe undergrund. Få en forklaring på, hvordan et geotermisk reservoir ser ud, og hør, hvordan GEUS arbejder med at undersøge potentialet for geotermisk varme i Danmark.

Hvor ofte skælver jorden i Danmark?

Mød GEUS’ seismologer og hør om, hvordan man måler jordskælv og anden seismisk aktivitet, hvorfor vi ikke har store jordskælv i Danmark, og hvad man ellers kan bruge seismiske målinger til.

Vil du med forskerne på arbejde?

Oplev forskernes verden gennem et par virtual reality-briller. Kom for eksempel med, når forskerne overvåger for fjedskred i Grønland, installerer en ny vejrstation på Indlandsisen og laver seismiske undersøgelser for at finde den rette type undergrund til at lagre CO2.

Kulturnatten

Mød GEUS til Kulturnatten fredag d. 13. oktober 2023 kl. 18 - 23 i Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet på Holmens Kanal 20, 1060 København K.

Læs mere om programmet og Kulturnatten her