Geologisk tur gennem Tour de France: Landmærker, landskaber og lag

03-07-2023

Du kan igen i år dykke ned i geologien, der danner grundlaget for de drilske etaper og de smukke landskaber i årets Tour de France og Tour de France Femmes på geo-sports.org

En cyklist kigger sig over skulderen. De står alene og står stille. De står ved et stort træ. Der er bjerge i baggrunden.
En cyklist er klatret kilometer op for at nå ned i dybhavssten i Alperne. (Foto: Pete Lippert.)

Tour de France startede den 1. juli, men forberedelserne til årets Tour de France begyndte for mere end 400 millioner år siden, da klipperne i Centralmassivet og Vogeserne blev dannet. Bag enhver stigning, nedkørsel eller flad etape er der en geologisk årsag, og holdet bag Geo-Sports.org forklarer geologien, der skabte ruterne.

På Geo-Sports.org kan du finde beskrivelser af naturens bagtæppe for hver etape af Tour de France: de forskellige landskaber og de skatte, der findes under overfladen, både for herre- og damekonkurrencerne. Under årets Tour de France Femmes hylder holdet bag Geo-Sports.org desuden kvindelige pionerer inden for geovidenskaberne.

"I cykelløb er der rig mulighed for at nyde omgivelserne", siger geologen Douwe van Hinsbergen, professor ved Utrecht Universitet og hardcore cykelfan. "Så jeg besluttede at dele vores viden og de geologiske skatte med offentligheden på en sjov og tilgængelig måde sammen med mine geovidenskabelige kolleger."

Fortidens fremtid – etape 8, Tour de France Femmes

Blandt de forskere, der bidrager til årets indhold på Geo-Sports.org, finder man Kasia Sliwinska, der er seniorforsker ved De Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS). Sliwinska skriver om cykelløbets sidste dag, etape 8 af Tour de France Femmes. Denne dag fører os til Pyrenæernes nordlige del. Dagens etape er omkring byen Pau, beliggende i Aquitaine-bassinet. Aquitaine-bassinet gav navn til en del af tidsperioden miocæn kendt som aquitanien, som strækker sig fra mellem 23 millioner og 20 millioner år siden. Sliwinska forklarer, hvordan forskere kan lære om fremtiden ved at se på fortidens klima i de spor, der er efterladt under jordens overflade.

I tidsperioden miocæn skete der en opvarmning, som man mener er forårsaget af stigninger i atmosfærisk CO2, sandsynligvis på grund af intens vulkanisme. Den relativt hurtige CO2-stigning kan betragtes som en af de bedste analogier for det fremtidige klima. Ved at studere temperaturudviklingen på land og i havet, ændringer i den antarktiske iskappes størrelse eller havniveauet i dette miocæne klimatiske optimum, kan forskerne skabe et bedre billede af, hvordan det globale klima vil blive påvirket af de stigende CO2-niveauer i fremtiden.

Sliwinska hylder også Inge Lehmann, den danske pioner, der revolutionerede vores forståelse af jordens struktur ved at antyde tilstedeværelsen af en fast indre kerne.

Du kan læse Sliwinskas blog om etape 8 og blive klogere på, hvordan vi kan lære om fremtidens klima ved at dykke ned i fortidens her.

Schweizisk ost og rent vasketøj

I år vil Tour de France endnu engang køre gennem de varierede landskaber i Frankrig og også det nordlige Spanien. Bare for at nævne nogle få: Den schweiziske ost i Baskerlandets bakker, en vulkan, der engang var Europas største i Auvergne, klipper foldet som en bunke rent vasketøj i Alperne og en række dinosaurspor i Jura. Hvis du er nysgerrig efter, hvordan disse fænomener blev skabt, hvordan man kan genkende dem, og hvordan de påvirker vores liv i dag, så tag et kig på Geo-Sports.org og de tilknyttede sociale mediekanaler.

Send billeder

"Publikum kan dele fotos og stille spørgsmål på Twitter og Instagram via hashtagget #GeoTdF", tilføjer Van Hinsbergen. "Og under Touren vil vi levere daglige kommentarer via vores Twitter-konto @geotdf."

Fans kan også følge Geo-Sports via andre sociale mediekanaler.

12 lande, 4 kontinenter

Geo-Sports.org er et initiativ fra Utrecht Universitet og Naturalis Biodiversity Center, begge i Holland. Tredive forskere fra 25 forskellige institutter i 12 lande på 4 kontinenter har deltaget i projektet.
Hjemmesiden findes på dansk, engelsk, fransk, tysk, hollandsk, spansk, italiensk og flere andre sprog.

Kasia Sliwinska
Seniorforsker
Geoenergi og -lagring
Malene David Jensen-Juul
Kommunikationsmedarbejder
Presse og Kommunikation