Mød geologerne til Kulturnat Grønland og bliv klogere på fjeldskred, kritiske råstoffer og stenen fra gemmerne derhjemme

16-01-2023

Besøg GEUS ved Grønlands Naturinstitut til Kultur Grønland i Nuuk den 21. januar og bliv klogere på din favoritsten fra samlingen derhjemme, fjeldskred og kritiske råstoffer eller tag en virtuel tur til Indlandsisen.

Mød geologer fra De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS) på Kulturnatten i Nuuk lørdag den 21. januar. Du finder os på Grønlands Naturinstitut fra klokken 15-19.

Hvis du har en sten derhjemme, som du er særligt glad for eller nysgerrig efter at lære mere om, så tag den med. Geologerne står klar til at dele deres viden, så du kan finde ud af, hvad din sten er, og hvordan den er blevet dannet.

I år kan du også tage på en virtuel tur til Indlandsisen, og du kan blive klogere på, hvorfor der sker fjeldskred, og hvordan man arbejder med at vurdere risici for fjeldskred.

Du kan også høre om kritiske råstoffer: Hvad er de for nogle, og hvilke er der i Grønland?

Der vil igen i år være en quiz.