Der er mørkt og lavloftet i mineskakten på Svalbard, hvor Lotta Lüthje og en kollega ligger på ryggen på en minevogn. Den skal transportere hende ned under jorden til noget, som skal vise sig at være ret særligt. Hun er omgivet af den svalbardske klippegrund, som blandt andet består af sedimenter og kul, der skærer som sorte bælter gennem de omkringliggende bjergarter. Det er kullet, som er interessant for minedriften, men ikke for Lotta Lüthje. I hvert fald ikke lige i dag.
De når frem til en sideskakt, stiger af vognen og halvt gående, halvt kravlende bevæger de sig ind i den smalle gang. Minearbejderen, som er med hende, peger frem. I et afgrænset område buer loftet nedad. Men i modsætning til kullet, som er blankt og glat, når pandelampen rammer det, er materialet mat og lysegråt. Lotta Lüthje identificerer det hurtigt som sandsten, og nu ser hun grunden til, at de ringede til hende fra minen og bad hende skynde sig at tage udstyr på og komme. For i sandstenen er der tydelige aftryk fra poter og klør, som viser sig at være blevet sat af en pantodont – et forhistorisk pattedyr, der levede for 60 millioner år siden i den palæocene periode.
– Jeg har mest beskæftiget mig med sedimenter afsat under lange tidsperioder, ikke så meget fossile spor af store dyr. Og så stod jeg pludselig der over for et øjebliksbillede af det miljø, som jeg studeret i sedimenterne. Det var magisk at tænke på, at de poter havde gået der lige netop på det tidspunkt – som et fastfrosset øjeblik, fortæller Lotta Lüthje.