Havet stiger fortsat – og det gør fremskrivningerne også

13-10-2022

Et nyt studie, som netop er blevet publiceret i det videnskabelige tidsskrift GEUS Bulletin, viser, at vi kan forvente markante havniveaustigninger frem mod år 2150 – medmindre vi formår at bremse udledningen af drivhusgasser til atmosfæren.

Esbjerg Havn. Foto: Colourbox

Forskere fra De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS) har stået i spidsen for et nyt studie, som viser, at vi kan forvente større havniveaustigninger frem mod år 2100 end tidligere antaget. Forskerne har både inddraget historiske observationer af havniveauet og de ændringer, som FN’s klimapanel IPCC forudsiger i deres seneste rapport om klimaforandringernes konsekvenser – og de har fokuseret på fire danske byer; København, Aarhus, Esbjerg og Hirtshals.

”Vores forskning viser, at hvis vi fortsætter i det klimascenarie med højest udledning af drivhusgasser – defineret af IPCC som SSP5-8,5 – kan vi forvente havniveaustigninger på 123 cm ved Esbjerg, 117 cm ved København, 115 cm ved Aarhus og 99 cm ved Hirtshals ved år 2150,” siger William Colgan, seniorforsker i GEUS og hovedforfatter på studiet. Han fortsætter:

”Formår vi derimod at indfri ambitionerne i Parisaftalen eller bedre, og flytte os til klimascenariet med den laveste udledning af drivhusgasser – defineret af IPCC som SSP1-1,9 – kan vi med den nuværende viden forvente havniveaustigninger på mellem 29 og 55 cm på tværs af de fire byer.”

Forskellen i de forventede havniveaustigninger under de forskellige klimascenarier understreger ifølge forskerne bag studiet den potentielt store effekt, det fortsat vil have at sætte aktivt ind for at modvirke klimaforandringerne.

Ekstreme vandstandshændelser bliver hyppigere

Forskerne har også undersøgt, hvad ændringer i det gennemsnitlige havniveau har af konsekvenser for det lokale havniveau i forbindelse med ekstreme vandstandshændelser som f.eks. ved stormfloder. Ved Aarhus er en 100-års hændelse – dvs. en ekstrem hændelse, der statistisk set kun viser sig hvert hundrede år – estimeret til 163 cm over normalt havniveau. Efterhånden som det gennemsnitlige havniveau rundt om Danmark stiger, vil hyppigheden af disse ekstreme hændelser også stige.

”I et høj-emissionsscenarie kommer de ekstreme vandstandshændelser, der nu kun opstår hvert hundrede år, til at opstå med 1-5 års mellemrum ved år 2100,” siger William Colgan.

Det forventede havniveau stiger i takt med, at videnskaben udvikler sig

Det nye studie indeholder også en gennemgang af tidligere offentliggjorte prognoser for havniveaustigninger i Danmark. Ser man på den mest relevante værdi for havniveaustigningen ved København, så viser trenden en stigning på 50 cm i løbet af de sidste to årtier.

”Information om ændringer i havniveauet ændrer sig hele tiden – bl.a. fordi videnskaben udvikler sig, og klimamodellerne bliver mere sofistikerede. Nyere resultater viser generelt stigende tal for, hvilket havniveau vi kan forvente. Det peger på et kontinuerligt behov for at opdatere prognoser om havniveauet ved at bruge aktuel og opdateret viden og gøre disse prognoser praktisk anvendelige for lokale interessenter,” siger Kristian K. Kjeldsen, seniorforsker i GEUS og medforfatter på studiet.

William Colgan
Professor
Glaciologi og Klima
Kristian Kjellerup Kjeldsen
Seniorforsker
Glaciologi og Klima

Videnskabelig artikel

Colgan, W., Henriksen, H. J., Bennike, O., Riberio, S., Keiding, M., Karlsson Seidenfaden, I. ., Graversgaard, M., Busck, A. G. ., Fruergaard, M., Knudsen, M. H., Hopper, J., Sonnenborg, T., Skjerbæk, M. R., Bjørk, A. A., Steffen, H., Tarasov, L., Nerem, R. S., & Kjeldsen, K. K. (2022). Sea-level rise in Denmark: paleo context, recent projections and policy implications. GEUS Bulletin49.

 

DOI: https://doi.org/10.34194/geusb.v49.8315