Efter måneders forberedelse: Den arktiske feltsæson 2022 er i gang

25-04-2022

De første hold forskere er taget afsted til Grønland, og dermed er sæsonen for årets feltarbejde i Arktis skudt i gang. Ligesom alle andre år er det kulminationen på måneders forberedelser og opdateringer af teknik, logistik og sikkerhedskurser.

GEUS-forskere på kursus i gletsjersikkerhed i marts forud for det forestående feltarbejde på Indlandsisen. Foto: Paul Smeets, Utrecht University

Midt i april drog første hold GEUS-forskere afsted på feltarbejde til Zackenberg i det østlige Grønland, og i takt med det tiltagende milde vejr vil mange forskellige forskerhold over de kommende måneder tage afsted til en bred vifte af forskningsprojekter i og omkring Grønland. 

Der ligger som altid et meget stort stykke arbejde forud for feltturene, og mange af GEUS' medarbejdere har i det seneste lange stykke tid haft travlt med at pakke og organisere udstyr, booke fly og helikoptere til at komme ind på Indlandsisen og meget andet, der er nødvendigt for at kunne arbejde i de øde egne af Grønland. Mindst lige så vigtigt har mange også gennemgået – eller kommer til det inden afgang – en række faste sikkerhedskurser rettet mod risici ved feltarbejde i svært tilgængelige egne med hårdt klima.

"Vi har for eksempel haft næsten hele vores afdeling afsted på et tre-dages gletsjersikkerhedskursus på Island i marts. Resten har lige taget et tilsvarende genopfriskningskursus her i Danmark," fortæller Signe Bech Andersen, statsgeolog og leder af Afdeling for Glaciologi og Klima i GEUS. Netop denne afdeling er en af dem, som har mange hold afsted til Grønland hvert år, hvoraf mange arbejder direkte på Indlandsisen. 

Geoviden-reportage fra gletsjerkursetTre dages ulykkes-scenarier i Island klæder forskerne på til feltsæson

At sænke risici 

Arbejdet på Indlandsisen kræver kendskab til risici forbundet med at bevæge sig rundt på gletsjere. På gletsjersikkerhedskurset lærer deltagerne blandt andet at aflæse terrænet, spotte eventuelle gletsjerspalter og – i alleryderste konsekvens – at kunne redde sig selv og hinanden op fra et fald i en spalte. Noget, der heldigvis er ekstremt sjældent, fortæller Signe Bech Andersen. 

Ikke desto mindre træner forskere og teknikere færdighederne med jævne mellemrum. For under kurserne lærer deltagerne ikke bare, hvad de skal gøre, hvis de kommer i en kritisk situation, men også, hvordan de undgår at ende i dem. For eksempel planlægges turen, så risikoniveauet sænkes til det lavest mulige for det arbejde, der skal udføres, og derudover tages forholdsregler for de tilbageværende, uundgåelige risici. 

Under gletsjersikkerhedskurset på den islandske gletsjer Sólheimajökull træner forskerne bl.a. at vælge den sikreste rute på isen, så eventuelle gletsjerspalter undgås. Foto: Paul Smeets: Utrecht University

Faste sikkerhedskurser

Alle GEUS-medarbejdere, der skal på feltarbejde i Grønland, skal derfor følge en række faste sikkerhedskurser. Nøjagtig hvilke bestemmes af, hvor feltarbejdet skal udføres, hvordan, hvornår osv. De fleste af kurserne skal genopfriskes minimum hvert tredje år, herunder gletsjersikkerhedskurset. 

De fleste GEUS-medarbejdere, der tager på feltarbejde i Grønland, vil have trænet færdigheder i:

  • Arktisk førstehjælp
  • Gletsjersikkerhed (ved arbejde direkte på isen)
  • Elementær brandbekæmpelse (især hvis der camperes)
  • Riffel- og revolvertræning (hvis turen kræver medbragte våben til selvforsvar mod isbjørne)

Feltarbejde til søs (ikke kun i Grønland) kan desuden kræve kurser i: 

  • Grundlæggende søsikkerhed
  • Gummibådskursus
  • Helicopter Underwater Escape Training

Feltarbejde alle steder, der indebærer boringer, kan også kræve kurser i:

  • Brøndboringsuddannelse
  • Borerigsikkerhed

GEUS' forskere udfører feltarbejde i hele verden, men primært i Grønland og Danmark. 

Signe Bech Andersen
Statsgeolog
Glaciologi og Klima
Johanne Uhrenholt Kusnitzoff
Redaktør
Presse og Kommunikation
Telefon91333954
Video: På gletsjerkursus i Island