Vulkansk aktivitet begrænsede havcirkulationen i forhistorisk drivhusklima

25-08-2021

Det iskolde Nordøstgrønland virker muligvis ikke som det mest oplagte sted at undersøge de mere langsigtede konsekvenser af global opvarmning. Ikke desto mindre er det, hvad et internationalt forskningshold dokumenterer i et nyt studie, som netop er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Communications Earth & Environment, som er en del af Nature.

Nordøstgrønland

Grønland så markant anderledes ud for 56 millioner år siden. På det tidspunkt var landet subtropisk og Jorden meget varmere end nu, hvilket var drevet af en buldrende drivhuseffekt udløst af kraftig grønlandsk vulkanisme.

Den usædvanligt varme periode kaldes Paleocæn–Eocæn Termalt Maksimum (PETM) opkaldt efter de to geologiske tidsaldre, som perioden markerer grænsen imellem. Tidligere studier har vist, at der under PETM pludselig blev udledt enorme mængder drivhusgasser i atmosfæren, hvilket over kort tid fik temperaturen til at stige med 5–8 grader. PETM opfattes ofte som skrækscenariet for den nutidige globale opvarmning. Ikke desto mindre er der huller i forståelsen af perioden og de processer, der førte til verdensomspændende opvarmning.

Landbro mellem Grønland og Norge

Ifølge det nye studie var landhævninger og vulkansk aktivitet skyld i, at havforbindelsen mellem Atlanterhavet og Arktis næsten lukkedes for 53–56 millioner år siden. Det begrænsede havcirkulationen og bidrog til udviklingen i PETM.

”Vi ønskede at undersøge, hvordan havområdet mellem Norge og Grønland påvirkedes af vulkanismen og tektonisk aktivitet på den tid. Området er centralt for at forstå, hvordan Arktis og Atlanterhavet var forbundet under PETM. Og den viden er afgørende for modeller af havcirkulation og palæoklima,” siger Jussi Hovikoski, seniorforsker i Afdeling for Geofysik i GEUS og førsteforfatter på det nye studie.

”Vores data viser, at landhævninger og vulkanisme begyndte umiddelbart inden PETM og kulminerede for 53–56 millioner år siden. Det formede en langstrakt højderyg eller en form for landbro, som strakte sig fra Grønland til den norske kyst og dermed praktisk talt afsnørede søvejen,” forklarer Michael Bryld Wessel Fyhn, seniorforsker i Afdeling for Geofysik i GEUS og medforfatter på studiet.

Ny viden om arktisk palæogeografi

Palæogeografi, dvs. placeringen af forhistoriske kontinenter og størrelsen på havene imellem dem, er et vigtigt aspekt i rekonstruktionen af forhistorisk havcirkulation. Formen på de søveje, der forbinder have på høje breddegrader med dem på lave, er især afgørende i den forbindelse, fordi de er med til at regulere distributionen af varme, saltindhold og fugtighed på kloden.

”Studiets resultater udgør en vigtig brik i det palæogeografiske puslespil over Arktis på den tid. De viser et noget anderledes billede, end det vi ser i dag, hvor udvekslingen mellem oceanerne er relativt uhindret. For 53–56 millioner år siden var Arktis karakteriseret ved isolerede marine og endda sølignende vandområder,” fortæller Jussi Hovikoski.

Migration beskyttede plante- og dyrelivet mod udryddelse

De ekstreme forhold under PETM førte til omfattende uddøen af dyr og plantearter og medførte desuden migration i de terrestriske økosystemer som følge af klimaskiftet. Landbroen mellem Norge og Grønland gjorde det muligt for nogle af datidens dyrearter frit at migrere til køligere landområder i takt med, at klimaet blev varmere, og beskyttede dermed dele af plante- og dyrelivet mod udryddelse på grænsen mellem Palæocæn og Eocæn tid.

”I den henseende er det foruroligende, at nutidens fremskredne urbanisering og massive opdyrkning af land besværliggør en lignende migration i dag, efterhånden som temperaturen stiger,” tilføjer Michael Fyhn.

Jussi Hovikoski
Seniorforsker
Geofysik
Telefon91333719
Michael Bryld Wessel Fyhn
Seniorforsker
Geofysik
Telefon91333727
Kirstine Udenby
Kommunikationsmedarbejder
Presse og Kommunikation
Telefon91333415

Videnskabelig artikel

Hovikoski, J., Fyhn, M.B.W., Nøhr-Hansen, H. et al. Paleocene-Eocene volcanic segmentation of the Norwegian-Greenland seaway reorganized high-latitude ocean circulation. Commun Earth Environ 2, 172 (2021).

DOI: https://doi.org/10.1038/s43247-021-00249-w